Skip to content
Artwork for Bloom

Bloom

Bloom – podcast om natur og videnskab

På Bloom gør vor tids skarpeste forskere, filosoffer og kunstnere os klogere på universet, verden og os selv. Få nye perspektiver på naturen og videnskaberne. Læs mere på www.bloom.ooo.

Play
  • 22 episodes
  • weekly
  • Avg 41 min
  • Danish
Counted on this page — what you have heard stays on this device, so it is not something the list can be paged by.
  • S7 · E11
    Oct 3, 2025 · 44 min

    How Life Works – Philip Ball

    Ved årtusindeskiftet troede man, at biologien var færdig. I 2003 lykkedes det at kortlægge det menneskelige genom – et komplet katalog over menneskekroppens mange genetiske byggeblokke. Endelig havde biologien en måde at svare på, hvorfor livet ser ud og opfører sig, som det gør. Livets brugsanvisning var skrevet. Men ifølge den britiske videnskabsforfatter Philip Ball står vi midt i et afgørende paradigmeskift, der viser os, at generne ikke bestemmer alt. I sin bog 'How Life Works' introducerer han til den såkaldt 'nye biologi', som vender op og ned på idéen om, at alle livets aspekter skulle kunne forklares ud fra genomet. "At kigge på genomet efter en forklaring på, hvordan livet fungerer, er lidt ligesom at kigge i en ordbog for at forstå, hvordan litteratur fungerer." Ball viser med sit unikke overblik over den nyeste forskning, hvordan livet ikke kan reduceres til sekventeringen af DNA-molekylets fire bogstaver a, c, t og g. Alligevel hjemsøges biologien af idéen om, at et levende system er en form for computer, der kører ved hjælp af en sofistikeret kode. Med den nye biologis briller ser vi, at livet er langt mere dynamisk og kontekstafhængigt, end vi troede. Et levende system er nærmere som et højhus med utroligt mange etager. Liv opfører og udtrykker sig forskelligt, alt efter hvilken etage vi kigger på – fra genernes og cellernes mikroskopiske niveau til organernes og hele kroppens niveau. Ball er med til at skrive et helt nyt sprog frem til at beskrive, hvordan liv egentligt bliver til og fungerer på de forskellige niveauer – et sprog, der bedre tager højde for fænomener som kognition, bevidsthed og kontekst. Lyt til en af Europas skarpeste og mest dybdegående videnskabsjournalister folde livets gåde ud i al sin videnskabelighed, da Philip Ball for første gang slog vejen forbi Bloom i maj.

  • S7 · E10
    Sep 25, 2025 · 38 min

    The Life of Plants – Emanuele Coccia

    Mennesket skylder planterne sin eksistens. Den italienske filosof Emanuele Coccia har mere end nogen anden tænker i nyere tid taget konsekvensen af vores dybe forbundethed til planter. I sin poetiske plantefilosofi har han flyttet mennesket væk fra centrum af det hele og på en original måde vist, hvordan planter skaber grundlaget for vores verden. "Hver eneste dag suger vi næring af gasser udledt af planter: Vi kan ganske enkelt kun leve i kraft af de andres liv." Uden planternes fotosyntese ville livsformer som vores ganske enkelt ikke findes. Planterne er naturens eget, store aircondition-system, som vi er udviklet til at bo i, og man glemmer let, at Jorden oprindeligt slet ikke var til at ånde på, før cyanobakterier og planter begyndte at omdanne CO2 og ilte atmosfæren for milliarder af år siden. Åndedrættet kan minde os om vores afhængighed af planterne, men for Coccia er det også en anledning til at gentænke hele vores verden og eksistens. I sit ambitiøse og nyklassiske essay 'Planternes liv – blandingens metafysik' – der af blandt andre den danske sociolog Nikolaj Schultz er blevet kaldt en ny, mere grøn og fællesskabsorienteret eksistentialisme – foreslår han at se på verden som flydende frem for opdelt. Vi er vant til at tænke på os selv som organismer adskilt fra vores miljø, men når vi trækker vejret, ophæver vi konstant grænsen mellem organisme og omgivelser, indre og ydre. Sådan er det også for planterne, der lever i en grænseløs og flydende virkelighed, hvor der ikke er skarpe skel mellem dem selv og verden. Vi kan lære meget ved at lade tænkningen udspringe fra planteriget. Planten er for Coccia det perfekte billede på et væsen, der er helt og aldeles forbundet med naturen og kosmos – fra rødderne i jorden til blomsterne, der strækker sig mod himlen. Med sine filosofisk nytænkende studier af planternes betydning for livet på Jorden giver Coccia nyt perspektiv på de aktuelle klima- og biodiversitetskriser, vi står over for. Oplev en af vor tids store økologiske tænkere, når Emanuele Coccia for første gang slår vejen forbi Bloom til maj.

Showing 21–22 of 22 episodes