
Nyt bilmærke i knæ: Hvem overlever i Danmark?
Kinesiske Hongqi har opgivet at løse alvorlige fejl i sine biler og giver nu danske ejere et usædvanligt tilbud. Ugens Bilradio ser også på en ny VW, som gemmer på mere, end premieren afslørede. 50.000 kr. i kompensation for at få fjernet udstyr, man allerede har betalt for. Tilbuddet gælder danske ejere af Hongqi EH7 og EHS7, som blandt andet har oplevet, at bilerne pludselig bremser uden grund. Nu slukkes seks assistentsystemer permanent, mens den adaptive fartpilot bliver til en almindelig fartpilot, som ikke selv holder afstand til bilen foran. Blandt funktionerne, der forsvinder, er automatisk parkering og automatisk nødbremse, når man bakker. Sagen er en af historierne i denne uges Bilradio, hvor Christian Schacht og Jan Lang diskuterer Hongqis problemer og udsigten til, at langtfra alle de nye kinesiske bilmærker stadig sælger biler i Danmark om tre til fem år. Hongqi har i forvejen svært ved at finde kunder herhjemme. Når centrale funktioner samtidig bliver slukket, risikerer ejerne at få endnu sværere ved at sælge deres bil. En af ugens andre historier er, at Volkswagens egne hjemmesider i Holland og Storbritannien røber en kommende topudgave af ID. Tiguan, der både skal køre længere og lade hurtigere. Øvrige emner: Gruppetest: Vi sammenligner Skoda Epiq, Renault 4, Kia EV2 og Leapmotor B03X Elbiltilskud: Enhedslisten foreslår 50.000 kr. til elbilskifte for familier med lav indkomst på landet Polestar: Polestar 2 udgår, og mærket må sælge dyrere modeller frem til afløserens ankomst i 2027 Peugeot: E-T16-konceptet giver et kig på næste E-208 og henter inspiration fra mærkets vilde rallyfortid Smart: Den lille tosæders bybil vender tilbage som Smart #2 Jeep: Avenger gør comeback fra knap 200.000 kr., mens den elektriske Compass kommer til Danmark Lyttertip: Forslag til bedre lys på gamle biler VW og Cupra: Batteriproblemer betyder, at berørte ejere må nøjes med at lade til 80 pct. Volvo: Nye forsinkelser på EX60 sender leveringen af flere varianter ud i 2027 Mercedes-AMG: Den nye elektriske SUV har et omstridt design Porsche: Mærket satser igen på benzinbiler for at forbedre indtjeningen Testgaragen: Changan Deepal S05 Vært: Christian Schacht Redaktør: Jacob Grosen Klip og produktion: Karen Marie Gejl See omnystudio.com/listener for privacy information.













