
Hvad nu hvis du ikke behøver at have ret?
Vi ser verden fra det sted, hvor vi står. Og nogle gange er vi så sikre på det, vi kan se, at vi glemmer, at der måske findes mere. Jeg har et udtryk, jeg ofte bruger: En pandekage har altid minimum to sider, ligegyldigt hvor flad den er. I denne episode af Sidley’s Sofa undersøger vi, hvad der sker, når vi tør være nysgerrige på den side, vi ikke selv kan se. Jeg fortæller om en oplevelse med en tidligere kollega, hvor jeg følte mig både misforstået og uretfærdigt behandlet – og om det, jeg først mange år senere blev i stand til at få øje på. Vi taler om, hvorfor det kan være så svært at lytte, når vi føler os angrebet, om forskellen på at forstå og at være enig, og om hvordan vores egne fortællinger om andre – og om os selv – kan komme til at føles som hele sandheden. For måske behøver spørgsmålet ikke altid være: Hvem har ret? Måske er et mere interessant spørgsmål: Hvad ved jeg faktisk – og hvad har jeg antaget? Du behøver ikke ændre mening. Du behøver ikke give den anden ret. Måske skal du bare være villig til at vende pandekagen.
- Transcript
