SCIFI SNAK

Ep. 138: Ray Bradbury, Fahrenheit 451

I Ray Bradburys klassiker fra 1953 brænder brandmændene bøger. Derfor tyede vi til papirudgaven da vi læste Fahrenheit 451, som lige er kommet i en ny dansk oversættelse. Fahrenheit 451 står side om side med 1984 og Brave New World som en af det 20. århundredes tre store klassiske dystopier. Bogen udkom i 1953, midt i den anden røde skræk og McCarthy-æraens jagt på “u-amerikansk” tankegods. Men Fahrenheit 451 er ikke bare en advarsel mod statscensur ovenfra, men lige så meget mod et publikum, der selv beder om at slippe for det besværlige og bare vil passivt underholdes. Om Ray Bradbury Ray Bradbury var en af de helt store amerikanske scifi-forfattere fra midten af det 20. århundrede. Han havde skrevet siden han var 12, men det var først med The Martian Chronicles fra 1950, at omverdenen begyndte at få øjnene op for hans poetiske og fantasifulde stil. Han var autodidakt. “I never went to college, so I went to the library”, som han selv formulerede det. Og det var i biblioteket, at Fahrenheit 451 blev til. Tidligt i forfatterskabet havde han ikke råd til et kontor. I 1951 fandt han en kælder med lejeskrivemaskiner til ti cent pr. halve time under et bibliotek på UCLA. Der skrev han novellen The Fireman. Den blev populær, så forlaget bad om en roman, og så måtte han tilbage i kælderen under biblioteket og skrive en bog om at brænde bøger. To år efter udgivelsen kom bogen på dansk som 233° Celsius. Nu er den her i Anders Kousholts nye oversættelse fra forlaget Koloni. Montag: den omvendte brandmand “Det var en fryd at brænde”. Sådan begynder bogen, og ilden bliver beskrevet med en begejstring, der nærmest strejfer det erotiske. Vi er i en amerikansk forstad, skruet nogle årtier frem. Guy Montag er en af den nye tids brandmænd. Med en salamander broderet på ærmet og en føniks på brystet opsøger han folk med bøger og brænder deres hus ned. På brandstationen står korpsets Mekaniske Hund. Den er en af scifi-genrens tidligste dræberrobotter: otte metalben, der sporer duftstoffer og lammer med en nål. Den er lavet for at jage bogelskere, men Montag er utryg ved den. Han føler at den har kig på ham. Tilværelsens ulidelige overfladiskhed Hjemme sidder Montags kone Mildred med små høretelefoner i ørerne døgnet rundt. Hun er opslugt af de store tv-skærme, der fylder tre af stuens vægge. Hun drømmer om en fjerde, hvis Montag kan tjene pengene. På skærmene kører interaktive tv-serier, hvor skuespillerne siger hendes navn og giver hende replikker at svare med, så hun føler sig som en del af familien. Men det er ikke nok. Tidligt i bogen finder Montag hende bevidstløs efter en overdosis sovepiller. Men det er så almindeligt at folk forsøger selvmord, at det håndteres som ren rutine, og de to “udpumpere” minder mere om mekanikere end læger. Beskrivelsen af scenen viser Bradburys billedskabende stil. Læser man den højt, kan man mærke rytmen i den, næsten beat-poetisk, lige så meget musisk som visuelt. “De havde denne her maskine. De havde faktisk to maskiner. En af dem gled ned i ens mave som en sort kobra i en ekkofyldt brønd, hvor den ledte efter alt det gamle vand og al den gamle tid, der havde samlet sig der. Den drak al den grønne materie, som langsomt sydende var steget til tops. Drak den af mørket? Sugede den alle giftene ud, som havde hobet sig op dernede over årene? Den åd i stilhed, kun nu og da med en lyd af indre kvælning og blind søgen. Den havde et Øje. Maskinens upersonlige operatør kunne, fordi han bar en særlig optisk hjelm, stirre ind i sjælen på det menneske, han var ved at pumpe ud. Hvad så Øjet? Det sagde han ikke. Han så, men kunne dog ikke se, hvad Øjet så. Hele operationen var ikke meget anderledes end at grave en rende i ens baghave. Kvinden på sengen var ikke andet end et hårdt lag marmor, de tilfældigvis var nået ned til. Fortsæt bare, skub boret ned, søb tomheden op, hvis tomhed altså er noget en pulserende sugeslange kan fjerne. Operatøren stod og røg en cigaret.” Da Montag knækker Montag rammes af en uro, der kommer til udtryk som en voksende fascination af bøger. Bag ventilationsgitteret i huset har han sin egen samling af reddede bøger. Han bryder tabuet og begynder at læse dem. En dag slukker han tv-skærmene og læser poesi højt for Mildred og hendes veninder. Kort efter angiver Mildred ham. Montag kommer med på en udrykning der ender foran hans eget hus. Hans chef, Beatty, rækker ham flammekasteren og forlanger, at han brænder sit hjem af, rum for rum. Men presset bliver for stort, og Montag vender flammekasteren mod chefen og den mekaniske hund. “Og så var han en skrigende brand, en springende, strittende, plaprende lededukke, ikke længere menneskelig eller genkendelig, men lutter vridende flamme på plænen. (…) Beatty slaskede om og om og om, og vred sig så endelig sammen som en forkullet voksdukke og lå helt stille.” Bogmennesker og en bombe Mordet sætter en menneskejagt i gang. Montag flygter ved at drive ned ad floden og ud af byen. I skovene møder han en gruppe lærde vagabonder. Hver af dem har lært en bog udenad. De bliver de eneste overlevende, da krigen bryder ud og atombomberne falder over byen. Montag ser Mildred for sig i et hotelværelse i et højhus, foran skærmene. “Han så hende for sig i hotelværelset nu i det halve sekund, der var tilbage, mens bomberne stadig var en meter, en fod, en tomme fra den bygning hun sad i. Han så hende læne sig frem mod de store, skinnende vægge af farve og bevægelser, hvor familien snakkede og snakkede og snakkede til hende, hvor familien sludrede og pludrede og sagde hendes navn og smilede til hende og intet sagde om bomben, der var en tomme og nu en halv tomme og nu en kvart tomme fra toppen af hotellet. Læne sig ind mod væggen, som om denne sultne stirren ville finde hemmeligheden bag hendes søvnløse ængstelse der. Mildred, der lænede sig anspændt og uroligt frem som for at styrte, dykke, falde ned i denne sværmende umådelighed af farver og drukne i dens funklende lyksalighed.” I det halve sekund husker Montag endelig det, de begge havde glemt: Starten på deres forhold, da de mødtes i Chicago. En detalje, der gør en kold bog varm. Vurderingen Anders: ⭐⭐⭐⭐⭐ Greb dybt i lommen. Gamle klassikere føles ofte bedagede og svære at nå ind til, men denne sad præcis det rigtige sted. Den beat-poetiske stil ramte plet, og pointen blev leveret både lige op i fjæset og med plads til at tænke videre. Jens: ⭐⭐⭐ Bradbury skriver megafedt, bogen er dejlig kort, og oversættelsen lykkes rigtig godt. Men det føltes som lektier. Montags vej fra bogbrænder til litterær flygtning er uforklaret, og slutningen med bogmenneskene og bomben var decideret sær. Vi havde en lignende diskussion i afsnittet om Frankenstein: giver man stjerner for det, en bog betød, eller for det, den gjorde ved en? Her er det læseoplevelsen, der tæller. Om tyve år kan den godt være en anden. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Fahrenheit 451. Shownotes til episoden om Fahrenheit 451 Ray Bradburys egen beretning om kælderen, skrivemaskinerne og de mange versioner af bogen findes i Fahrenheit 451 Revisited fra UCLA. Han fortæller blandt andet om en biltur med Fritz Lang, der syntes filmens slutning var helt hen i vejret. Siden sidst Jens (sommerhus, masser af læsetid, ti bøger foran Goodreads-målet) Robert Jackson Bennett: The Tainted Cup og A Drop of Corruption. Fantasy og detektivroman i ét, i et imperium der lever i skyggen af leviathanerne. Ana og Din er et Holmes/Watson-par, hvor Ana er langt mere unhinged end originalen. Treeren, A Trade of Blood, er lige udkommet. John Scalzi: The Collapsing Empire. Popcorn space opera om et imperium, der hænger sammen via faste ruter gennem hyperrummet, og som nu er ved at falde fra hinanden. Fire stjerner, fordi Jens morede sig så godt. Vi har haft Scalzi før i ep. 130 om Old Man’s War. Django Wexler: How to Become the Dark Lord and Die Trying. Anime-isekai møder litRPG: heltinden skulle redde menneskeheden, men vil hellere være skurken. Sjov og fantasifuld, men slutter på et decideret “to be continued”, og det trækker en stjerne. Anders (flytning, ny have, techno-thriller-sommer) Claire North: Notes from the Burning Age. Post-apokalyptisk fortælling om en munk-bibliotekar, der ender som spion i et geopolitisk spil i resterne af Europa. Bekræftede endeligt kærligheden til Claire North, som vi også læste i ep. 136 om Slow Gods. Chuck Wendig: Invasive. Genmodificerede myrer, der er væsentligt mere ubehagelige end det lyder. Knaldroman, men kinetisk skrevet, og man kan altid følge med i, hvor man er. Blake Crouch: Upgrade. Opgraderede mennesker som redningsplan for en verden på vej mod afgrunden. Ny sæson af Dark Matter er i øvrigt på vej. Isabel J. Kim: Sublimation. En verden hvor man klones, når man krydser en grænse, og hvor de to udgaver kan smelte sammen igen. Kunne have været en historie om søskende, men får fire ekstra dimensioner. Velskrevet, poetisk og dramatisk. Gensyn med Jurassic Park efter Sam Neills død, og førstegangssyn af Taika Waititis Hunt for the Wilderpeople, som Sam Neill også er med i. Lytternes input Henning glædede sig til afsnittet og foreslog, at man ser Truffauts filmatisering ved siden af. “Den er ikke så ringe endda”, og den kan lånes på biblioteket. Vi nåede det ikke. Majbrit om The Faith of Beasts: toeren var bedre end etteren, og identitetstemaet giver en uhyggelig forudanelse om treeren. Hendes spørgsmål til os: hvordan skal alle tråde samles i bare én bog? Bliver den meget lang, eller kommer der en toenhalver? Paul om samme: “Det er et ret fantastisk univers de formår at skabe”. Christian fik endelig læst Klara and the Sun og hørte vores ep. 82 bagefter. Han bruger os som bogklub, også på gamle afsnit. Hans pointe: seks år og en AI-revolution senere virker bogen underlig gammeldags, og Klara har “tydeligvis alt for lidt processorkraft”. Han er skeptisk over for Taika Waititis kommende filmatisering, som efter traileren ligner en fjolleversion af Poor Things. Det udviklede sig til en snak om filmatiseringer. Waititis Jojo Rabbit er lavet over Christine Leunens’ Caging Skies, en langt mørkere bog uden nogen happy ending. Alligevel var forfatteren glad for filmen: “I’ve seen film adaptations so faithful to the book that they somehow ended up unfaithful in essence (…) A book doesn’t go directly from the book to the screen; it goes page to page.” Måske skal vi frisætte forventningen om, at en filmatisering skal minde om bogen. Den snak tager vi grundigere en anden gang. Jonas anbefaler Charles Stross’ The Laundry Files, som han synes er bedre end The Rook, især de første bind. Og Peter F. Hamilton, “space opera fra øverste skuffe”, ofte lang i spyttet, men uovertruffen til worldbuilding. Fallen Dragon er hans bud på den bedste, der kan læses i ét bind. Plus et Kobo-tip: køb via Kobo Ireland, der er bøgerne ofte billigere. Næste gang M. John Harrison: The End of Everything. Under 200 sider om Philip Tennent, der lever af at samle op, hvad der skyller i land fra Den Engelske Kanal, år efter en krise ingen rigtig kan gøre rede for. Regeringen fungerer knap nok, havene vrimler med nye væsner, og Europa er forsvundet. Anders’ valg. Og så prøver vi noget nyt: eftersnakken. Efter bogsnakken tager vi fem til tyve minutter om et tema, som den anden har valgt. Første tema er Jens’: vi har nu læst alle de klassiske dystopier, 1984, Brave New World, Fahrenheit 451 og Zamjatins Vi. Hvad fik vi egentlig ud af dem, og hvor kan vi se dem i det, vi læser i dag?

Ep. 137: James S.A. Corey, The Faith of Beasts

Dybt inde i et fremmed imperium er menneskeheden slavegjort blandt tusind andre racer, af de kæmpe insekt-agtige Carryx. The Faith of Beasts er bog to i The Captive’s War serien, og vi kaster os usædvanligt nok direkte over toeren: En dyster sommerferie-pageturner. Vi har fat i rumopera-genren. Altså den slags bøger med masser af planeter og alienracer i intergalaktisk krig. Vi befinder os langt ude i fremtiden. Menneskene i bogen bor på planeten Anjiin uden erindring om nogen Jord. Vi følger et hold af forskere, der er midt i smålige universitetsintriger, da invasionen sker. Carryx, en krigsførende race af kæmpe insekt/hummer-agtige væsener, udsletter en ottendedel af menneskeheden og trælbinder resten. De klogeste mennesker bliver slæbt til et enormt World Palace for at blive testet som potentiel del af “the moieties”: nyttige slaveracer. Menneskene skal bevise deres værd i en slags videnskabelig Hunger Games. Løs opgaven, eller ryg ud i historiens skraldespand. Om forfatteren James S.A. Corey er faktisk to personer: Daniel Abraham og Ty Franck. Fornavnene er lånt fra deres mellemnavne, og S.A. er initialerne på Abrahams datter. De mødtes i New Mexico, hvor Franck var assistent for George R.R. Martin, og her lærte de tydeligvis at holde styr på et stort persongalleri. I modsætning til læremesteren gør de faktisk også deres serier færdige. Duoen står bag The Expanse, som de skrev ved skiftevis at tage et kapitel hver. The Captive’s War blev annonceret i 2018, men Mercy of Gods udkom først i 2024 og Faith of Beasts i april 2026. En Amazon-tv-serie er på vej. Kan man forhandle med insektmonstre? I bog to er Dafyd Alkhor menneskenes de facto leder, og han er hadet for det. Han er forbindelsesledet til Carryx-bibliotekaren Ekur-Tkalal, som giver ordrer til menneskene og arbejder på at finde menneskehedens nytte for imperiet. Dafyd forrådte et oprør i etteren for at redde menneskene, og han ved, at man ikke kan forhandle med Carryx. Der er kun underkastelse eller død. De ser os som dyr. Nogle mennesker tror stadig, at de som en fagforening kan nedlægge arbejdet og kræve bedre vilkår. Da en gruppe biologer strejker, risikerer de alt. Men Dafyd har studeret Carryx-kulturen for at forstå den, så han siden kan overvinde den. I en chokerende scene brækker han strejkelederen Bruns arm og simulerer dermed monstrenes symbolske måde at håndtere udfordring og underkastelse på. “I know that this looks like cruelty, but it’s the only kindness I have left to give.” Den udødelige fjende Carryx har i årtusinder ført krig mod en fjende, de aldrig har kunnet udslette, kaldet “the deathless enemy”. Hvem den er, ved de dybest set ikke. Så da fjenden efterlader en netop erobret planet, kaldet “World”, næsten urørt i stedet for at brænde den af, bliver biologen Jessyn sendt derned for at studere livet og lære fjenden bedre at kende. Ude i en frugtplantage stikker noget hende: træerne ligner planter, hun kender hjemmefra. Hun tester en pære med chokerende resultat. “The pear-like thing was a pear. The result bars listed DNA, chloroplasts, mitochondria, cellulose. If she had taken the sample from the corner grocer at Dyan Academy, the results would have looked the same. She and the trees in this orchard were closer cousins than any of the inhuman things she’d been traveling with. More related to her than half the life on Anjiin.” Pæren er genetisk identisk med dem, hun kender fra Anjiin. Planetens oprindelige folk var altså mennesker, fjernt beslægtede fætre. Og dermed går det op for hende: Den udødelige fjende, Carryx har jagtet i evigheder, er menneskeheden selv. En kæmpe snegl ved navn Vaudai Modvægten til al kulden er varmen mellem arterne. Forskerne Ghati og Campar er sendt i krig på et Carryx-krigsskib, og dér bliver de venner med Vaudai, en enorm snegl af Sinen-racen og et taktisk geni med knastør humor. Vaudai kalder konsekvent mennesker for “sticks-with-meat-on-them”, og al hengivenhed gemmer sig bag en fornærmelse. Da de to venner til sidst skal tage afsked, blander sorgen og grovhederne sig: “Have you said the things?” Vaudai asked. “Has the grief passed?” “No it hasn’t,” Campar said. “It’s barely started. You can come in. I can be sad without you blocking my doorway.” […] “I am going to miss you, you vast knot of mucus.” “I expect to regret the absence of your grotesque odor as well, sticks-with-meat.” Det er her, bogen er varmest og oftest sjovest: kærlighed og sorg under en permanent dødstrussel, pakket ind i grovheder. Ingen er værdifulde Bogen leder frem mod en kold indsigt: Carryx er uovervindelige, netop fordi intet i dem er uerstatteligt. Mister de deres hjemverden og deres Sovran (imperiets øverste hersker, i praksis en dronning), bryder det ikke sammen. “None are valued because none are valuable. […] They will never be other than what they are.” Undervejs lokker bogen os til at tro, at det hele handler om at slå dronningen ihjel, som i enhver god alien-historie. Så river den tæppet væk: Sovranen kan udskiftes i en fart, for der står altid en ny klar, og planen er meningsløs. Tilbage står Dafyds foruroligende gennembrud. Man kan ikke halshugge en organisme uden hoved. Man må splitte den: “What if there were two?” Vurderingen Jens: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner). Super underholdende, og forfatterne skriver vanvittigt godt, især karakterer og relationer. Jens var overrasket over deres vilje til at slå hovedpersoner ihjel, og bogen er fuld af sjove idéer. Det med at studere Carryx og så begynde at brække arme på folk er ret godt tænkt. Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner med pil op). Anders tenderede mod fem undervejs, for bogen er dyster, nuanceret og overraskende. Men den bliver lidt fragmenteret, tråden med Ghati og Campar er ikke lige så stærk, og den beder læseren sluge et par store kameler: hvordan vidt forskellige racer kan leve side om side i den samme bygning, og et Carryx-skriftsprog, der åbenbart foregår i tre dimensioner, uden at det nogensinde bliver forklaret hvordan. En holding-firer, indtil trilogien viser, hvor den lander. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Faith of Beasts. Shownotes til episoden om The Faith of Beasts Siden sidst Jens Dungeon Crawler Carl af Matt Dinniman. En “litRPG”, hvor Jorden bliver lavet om til én stor dungeon, og de overlevende (samt en kat ved navn Donut) må level’e sig igennem. Underholdende sommerferielæsning i Ready Player One-genren, men ikke fantastisk skrevet, og nogle af de mange spil-puns falder til jorden i den danske oversættelse. Tre stjerner. Shroud af Adrian Tchaikovsky. Næsten fem stjerner. Underbetalte rumarbejdere lander på en planet med enormt tryk og bizart liv i totalt mørke. Tchaikovsky brillerer igen med kommunikation mellem vidt forskellige væsener; kun de lange “gåture” på overfladen trækker ned. Platform Decay af Martha Wells. Murderbot nr. 8, tilbage i den korte form, der klæder serien. Infiltration på en ringplanet, mens Murderbot forsøger at holde styr på sin egen PTSD. En fornøjelse for fans. E-bog-tip: På ebooks.com kan man hente en ren EPUB via deres “legacy”-metode (Adobe Digital Editions), hvor det er nemt at fjerne DRM til egen brug. Og med KOReader på Kobo og Readest på Mac/iPhone kan man køre sin egen synk-server for egne EPUB’er. Anders 84K og Notes from the Burning Age af Claire North. Efter Slow Gods læste han videre. 84K er Claire North møder Orwell, hvor man kan betale sig fra enhver forbrydelse. Notes ligner en post-apokalyptisk A Canticle for Leibowitz. The Vanished Birds af Simon Jiménez. Smukt skrevet space opera med Slow Gods-vibes, hvor man nærmest “sejler” gennem hyperrummet. Where the Axe Is Buried af Ray Nayler. Nær-fremtid, hvor AI’er styrer de fleste lande, og en russisk diktator hælder sin hjerne over i nye kroppe. Gibsonsk stemning; stærkt anbefalet. There Is No Antimemetics Division af qntm. Men in black mod idéer, der får os til at glemme dem. Vildt original og til tider ægte uhyggelig, men den samlede historie falder lidt fra hinanden. Disclosure Day (Spielberg). Underholdende, med imponerende one-takes og en rigtig god Emily Blunt, men også nogle mærkelige valg. Kan absolut ses. Trailer til Klara and the Sun (Ishiguro), instrueret af Taika Waititi med Jenna Ortega. Sær, men tvivlen kommer instruktøren til gode. Har skiftet til StoryGraph, som nu synker med Kobo. Der sker trods alt noget derude, hvor Goodreads står stille. Lytternes input Majbrit Pia Høyrup takker for podcasten og er i gang med vores anbefalede podcast Det Planetariske Bibliotek (afsnittet om nature writing). Slow Gods venter lidt endnu, for hun er “stadig rystet” efter Tchaikovskys Shroud, som hun varmt anbefaler. David Mondrup anbefaler på Goodreads Jeg som aldrig har kendt mænd af Jacqueline Harpman. En 30+ år gammel fransk roman om 40 kvinder indespærret i en kælder, hvor det er uklart, om det er en fremtid, en anden planet eller en parallel virkelighed. Trending på bog-sociale medier. Malte havde doneret fra et restlager whisky fra Stauning (en Stauning Smoke), som vi nød under optagelsen. Tak, Malte! Næste gang Vi læser Fahrenheit 451 af Ray Bradbury, passende nok tilsendt som papirbog fra Forlaget Koloni. Vi har kun læst The Martian Chronicles af Bradbury før, så det er på høje tid med et gensyn med klassikeren om et samfund, hvor brandmændene ikke slukker brande, men brænder bøger.

Ep. 136: Claire North, Slow Gods

Maw er en udødelig pilot, som døde i mørket under et rumhop og kom tilbage som et monster. I Slow Gods fortæller han sin lange historie i en galakse, hvor en supernova betød døden for planeter og enden på civilisationer. Slow Gods er ambitiøs og fragmenteret, og den ser ud i alle retninger på én gang. Om Claire North Claire North er pseudonym for den britiske forfatter Catherine Webb, der debuterede som 14-årig og siden også har skrevet under navnet Kate Griffin. Til daglig arbejder hun som lysdesigner for live-musik, blandt andet for Royal National Theatre, og hun underviser også kvinder i selvforsvar. Som Claire North slog hun igennem i 2014 med The First Fifteen Lives of Harry August, et finurligt word of mouth-hit om en mand der lever det samme liv igen og igen. Slow Gods er hendes 9. roman som North og udkom i november 2025. Supernovavarsel fra The Slow Bogens handling sættes i gang med en advarsel fra en gådefuld maskin-entitet kaldet The Slow. En supernova vil eksplodere om ca. 100 år, og adskillige planeter vil møde deres undergang. Vi befinder os i en stor og broget galakse. Hundredvis af planeter er koloniseret af mennesker, der har udviklet sig i hver sin retning, og som mest er samlet under The Accord, en slags FN-konstruktion. Side om side lever kunstige intelligenser, et par alien-racer og sågar en frivillig hive-mind af mennesker kaldet “The Consensus”. Kosmisk horror: Mørket og piloterne For at rejse hurtigere end lyset må man igennem arcspace. Her lurer et horror-agtigt mørke, som ingen forstår. Piloterne, der styrer skibene igennem mørket, bliver langsomt vanvittige. Vores hovedperson, Mawukana na-Vdnaze, er anderledes. Hans første rejse endte makabert. Skibet ankom tolv sekunder, før det tog af sted, hele besætningen var død, og kun Maw selv sad uskadt i kaptajnens kahyt og kiggede tomt ud i stjernerne. Mørket havde lavet ham om til noget andet. Derfor er han nu udødelig. Han genopstår, når han bliver dræbt. Han kan flyve igen og igen. Men hvis han bliver uligevægtig, så bryder mørket frem, og splatterscenerne begynder. The Shine Maw kommer fra The Shine, hvor man bliver født med gæld. Fødslen koster, vejret koster, vandet koster, og de fleste arbejder hele livet uden nogensinde at komme i nul. Man er i praksis slave af sin gæld, selvom alle bliver bildt ind, at de lever i et meritokrati, hvor de dygtigste og flittigste er dem som får succes. “All it took was one disaster, a medical bill, perhaps, or a malfunctioning heater in his flat, for everything in his life to fall off a cliff, and it did.” Øverst sidder Theodosius Rhode. Den hypermaskuline Executor, som kører den fulde Trump-gameplan. Han har masser af power og udstråler “Shine.” The Shine er Claire Norths karikerede billede af det hyperkapitalistiske oligarki. Et møde med den stoiske Gebre Totalt modsat The Shine er planeten Adjumir, hvor en stor exodus planlægges for at redde så meget som muligt, inden supernovaen rammer. Her møder Maw Gebre, en emsig kustode, der kæmper for at redde kulturskatte fra den dødsdømte planet. Gebre er stoisk og besluttet. Hun skaber et særligt bånd til Maw og viser ham, hvordan individ, fællesskab og kultur tilsammen giver mening. Scenen, hvor han må forlade Gebre under et raid fra The Shine, er bogens emotionelle kerne. “We are the seeds of the forest, I whispered. We blaze so bright, and no life is special. No life is special and all of them are. No love matters more than any other, no story is more important, nothing matters more, nothing matters less so choose, choose, we choose every day, to be more than just ourselves, to live for more than just ourselves, because it is beautiful. You have been loved, and you are beautiful. May your song be sung, in the great forest that is growing still.” En bog der vil være alt på én gang Slow Gods skifter tonalitet konstant. I et kapitel er det horror. I det næste military sci-fi. Så pludselig poesi eller filosofi. Det er denne her slags “hæng-i scifi”, som vi kender fra Ann Leckie (Ancillary Justice) og Yoon Ha Lee (Nine Fox Gambit). Man skal arbejde lidt for det. Til gengæld er belønningen rig. Det fragmenterede greb gør, at bogen kan rumme både hyperkapitalismekritik, kosmisk horror og en stille kærlighedshistorie. Meningen med livet – intet mindre Slow Gods tager brydetag med de helt store spørgsmål. Den er på samme tid voldsomt kulørt og filosofisk. Når vi møder maskin-entiteten The Slow i en scene, der er som taget ud af “2001: A Space Odyssey“, får vi hele forklaringen og planen udlagt. Det er næsten Arthur Clarke-agtigt og lidt on the nose at møde denne “Deus ex machina” til sidst. Når alt kommer til alt, handler Slow Gods om, hvordan man er lille i et stort univers. Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐. “Jeg har trukket den fulde skuffe ud. Det er en lidt ujævn ting, og den overordnede ark er nok bogens svageste del. Men alle nedslagene er bare så fede. Black Ships, The Shine som kultur, idéen om piloter der får forskellige slags galskab. Hendes evne til at skrive kultur, så det føles ægte, er i klasse med Frank Herbert og Arkady Martine.” Anders: ⭐⭐⭐⭐. “I perioder sad jeg og tænkte, hvorfor får jeg ikke lov til at give den seks. Andre gange tænkte jeg, at det her er tre. Den er ujævn og fragmenteret, og nogle af tonalitetsskiftene koster. Men den er fantastisk overskudsagtig, og den får en klar anbefaling. Absolut værd at læse.” Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Slow Gods. Shownotes til episoden om Slow Gods Siden sidst Jens Har læst Automatic Noodle af Annalee Newitz. Hans yndlingsbog af forfatteren indtil videre. Robotter laver biang biang-nudler i et post-borgerkrigs San Francisco og kæmper mod robofober, der giver dem dårlige anmeldelser på fremtidens Wolt. Masser af Newitz’ trademark weirde outsider-væsener med hjertet på rette sted. Fik set Project Hail Mary. Dejlig film, og Harry Styles’ Sign of the Times har siddet fast på hjernen lige siden. Hørte Læs Den!‘s 100. jubilæumsepisode. Tillykke til Mads og Jeppe. Anders Læste Godfall af Van Jensen. En kilometerstor menneskelignende skikkelse lander på Jorden og ligger der bare. Det burde have været en politithriller, og alien-historien er lidt påklistret. Læste The Mercy of Gods af James S. A. Corey. Hunger Games for forskerracer, fanget af kæmpe hummer-aliens. Ubehagelig og medrivende. Var i Planetariet og så The Empire Strikes Back i kuppelsalen. Forsøgte sig med For All Mankind sæson 5, men droppede efter to en halv afsnit. Håber på spin-off-serien Star City, der følger russerne. Hørte Det Planetariske Bibliotek, A Mock Books’ nye podcast om bøger der tager livtag med den planetariske krise. Lytternes input Per glæder sig over valget af Slow Gods og synes selv, at den minder mest om The Culture-serien. Henning associerer Monstret i Frankenstein til Roy Batty i Blade Runner og spørger, om Monstret er en androide. Han trækker også linjen til Brian Aldiss’ Frankenstein Unbound (1973), hvor Joe Bodenland transporteres tilbage til Lake Leman i 1817 og møder både Mary og Monstret. Frankenstein får stadig vurderingen: Røvkedelig. Kåre anbefaler Emma Newmans firebindsserie Planetfall. Start gerne med toeren, After Atlas, der er en near-future noir om en efterforsker i et England, hvor velfærd er privatiseret og gæld kan betyde kontraktuel trældom. Majbrit Høyrup påpegede en grundlæggende bias i bog-vurderinger fra Goodreads. “Alle os der opgiver efter 50 sider føler os ikke berettigede til at stemme, så en bog skal være både kort og helt uduelig for at få de helt dårlige vurderinger.” Heldigvis er Goodreads angiveligt ved at lave en “did not finish”-action. Næste gang Anders vælger The Faith of Beasts af James S. A. Corey, anden bog i The Mercy of Gods-serien. Læs gerne ettern også, hvis du ikke allerede har den med.

Ep. 135: Mary Shelley, Frankenstein; or, The Modern Prometheus

Mary Shelley var atten, da hun sommeren 1816 ved Genevesøen blev udfordret af bl.a. Lord Byron og Percy Bysshe Shelley (hendes senere mand) til at skrive en uhyggelig historie. Ud af konkurrence, regnvejr og et mareridt voksede en fortælling om Victor Frankenstein — en ung videnskabsmand, der skaber et monstrøst liv og derefter flygter fra ansvaret. Romanen udkom anonymt i 1818; i dag er navnet og Monstret overalt i popkulturen. Mary Shelley skrev videre efter Percys druknedød i 1822, men Frankenstein blev hendes mest læste værk. Fastfrosset i en rammefortælling på Nordpolen Bogen starter ikke med Victor, men med Robert Walton, en kaptajn på vej mod Nordpolen. Han skriver breve hjem til sin søster om ensomhed, ære og drømmen om at opdage noget nyt. Da skibet sidder fast i isen, møder han en udmattet fremmed — det er Victor, som brænder på at fortælle sin historie. Bogen er bygget som lag i lag. Victor fortæller om sin familie, sit studium og sit eksperiment. Siden får skabningen selv lov til at tale. Det er en langsom, bekendelsespræget roman med få gyserstød og meget følelsesregister. Film har gjort selve skabelsen til et stort klimaks; hos Shelley er den næsten en fodnote. Victor vender monstret ryggen Victor skaber sit væsen og vækker det til live om natten. Da han ser resultatet, stikker han af. Han lader det ligge alene. Monstret vandrer ud i verden uden sprog og uden nogen, der kan forklare det, hvem eller hvad det er. Det finder en hytte ved en skov og tilbringer måneder med at iagttage en fattig familie udefra. Sådan lærer det sproget. Sådan opdager det, at det er forladt og frygtet. Til sidst opsøger monstret Victor og kræver ét: en ledsager. Et andet væsen som det selv. Victor nægter. En for en dræber monstret Victors familie Monstret tager hævn. Det begynder med Victors lille bror William, som det dræber i skoven. En ung kvinde i familien, Justine, mistænkes for mordet. Der holdes retssag. Victor ved, hvad der virkelig skete — men han tier. Justine dømmes og henrettes. Siden dræber monstret Elizabeth, den kvinde Victor gifter sig med. Det sker på deres bryllupsnat. Victor begiver sig nordpå for at jage monstret — og det er her, Walton finder ham i isen. Hvem var egentlig værst? Victor dør ombord på Waltons skib, udmattet af sin jagt på monstret. Monstret dukker op ved liget og holder en tale. Ikke en trussel — et forsvar. Det siger, at det var et ubeskrevet blad. At det rakte ud til mennesker. At de skød på det og slog det og jog det væk. At det bare reagerede på, hvad det mødte. Walton er blind over for det. Fra det øjeblik, han mødte Victor på isen, så han kun et ædelt menneske med store tanker. At Victor tav under Justines retssag, mens en uskyldig blev hængt — det registrerer Walton ikke. Han beundrer Victor til det sidste. Monstret beslutter sig for at dø. Det vil tage nordpå og brænde sig selv. Det er det eneste væsen i fortællingen, der rent faktisk tager konsekvensen af sine handlinger. Victor flygtede og tav. Walton ville hellere lade sin besætning dø i isen end vende sydpå. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Frankenstein; or, The Modern Prometheus. Vurderingen Jens: ⭐⭐ (to stjerner — “kunne have været én”). Store dele af bogen føltes som kamp mod pacing og familieudredninger; det var især slutningen med Walton og monstret, der løftede oplevelsen og gjorde temaet tydeligt. Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner; “overvejet fem” af nostalgiske grunde). Genlæsningen ramte ham: Han lod sig rive med af det romantiske drama, og han har et særligt forhold til bogen fra universitetstiden — plus respekt for det kulturelle aftryk gennem 200 år. Til sammenligning har SCIFI SNAKs Goodreads-gruppe i skrivende stund en gennemsnitsscore omkring 4,04/5 på Frankenstein blandt dem, der har læst og bedømt den — så her er Anders mest i sync med lytterne. Shownotes til episoden om Frankenstein Siden sidst Anders Så Project Hail Mary i forpremiere (Ryan Gosling som Ryland Grace, Rocky-alienen, “let’s science the shit out of this”-vibe); sammenligner med The Martian. Har læst Good Morning, Midnight (Lily Brooks-Dalton) — bog bedre end Netflix-filmen for ham. Har læst The Water Knife af Paolo Bacigalupi — brutal klimathriller i det tørre USA. Nævner femte sæson af For All Mankind (premiere 27. marts 2026). Har ikke set The Bride (Maggie Gyllenhaal) — blandet omtale. Jens Trailer til Dune Messiah / tredje Villeneuve-Dune — og lidt “Timothée-overeksponering”. Læser There Is No Antimemetics Division (qntm) — “weird” puzzle-anti-mem; stor anbefaling. Har lyttet til podcasten Læs den om Frankenstein (afsnittet “Læs den ikke!”). Podcasten The Big Picture nævnt i forbindelse med Oscar-snakket om Project Hail Mary og Dune 3. Lytternes input Henning har en udgave med Bernie Wrightsons illustrationer (kan lånes på biblioteket); synes bogen er kedelig, men vil gerne lytte med. Lise roser stemningen i bogen og understreger, at film og bog ikke ligger tæt — hovedpointer kan gå tabt i filmfortolkninger. Kristoffer (m.fl.) har set Guillermo del Toros Frankenstein uden at blive fanget; leder stadig efter “den perfekte” adaptation. Anbefalinger fra lyttere Søren Trussel: The Tourist — tids-turisme som almindelig industri; turistguide der holder styr på tidsrejsende. Per: Slow Gods af Claire North — sammenlignes med Ann Leckie og Adrian Tchaikovsky; ultrakapitalistisk “Shine”-verden og udødelighed. Næste gang Episode 136: Slow Gods af Claire North — pligtlæsning når Leckie- og Tchaikovsky-sammenligninger flyver, men vi er også spændt på, om hypen holder. Kommentarer, input og snak: scifisnak.dk. SCIFI SNAK findes også på Mastodon og i Fediverse — se evt. guiden her.

Ep. 134: Barbara Truelove, Of Monsters and Mainframes

Og hvad hvis historien primært bliver fortalt af rumskibets AI – en ældre model der konstant bekymrer sig om sin “efficiency percentage” og ikke rigtig forstår mennesker? Det er præmissen i Barbara Trueloves Of Monsters and Mainframes, en science fiction-gyser der blander klassiske monstre med AI-humor og en god portion intertekstuelle referencer. Om Barbara Truelove Barbara Truelove er australsk forfatter og game designer, og hun har åbenlyst en ting med varulve. Hendes første roman Crying Wolf (2021) handlede om tvillinger der opdager de er varulve. I 2023 lavede hun det interaktive tekstspil Blood Moon, hvor plotlinjen er: “Du er en varulv.” Og så kom Of Monsters and Mainframes i 2025. Hun fortæller selv at inspirationen kom fra at læse Bram Stokers Dracula og Martha Wells’ The Murderbot Diaries samtidigt. Men sandheden er mere rodet end det: “Dracula er en del af blandingen, ja, og det samme er Murderbot, men det samme er Universal Monsters, autopiloten i en Airbus, R2D2, min erfaring med at programmere interaktive spil og (måske mest af alt) mit liv i 2022.” Bogen blev nomineret til Goodreads Choice Award i kategorien Science Fiction og har over 9.000 ratings med gennemsnit på 4,09. Demeter – rumfærgen der ikke forstår mennesker Vores “hovedperson” er Demeter. Demeter er ikke en alvidende HAL-AI. Hun er primært bygget til at styre rumfærgen sikkert mellem stjernerne. Hun kan navigere uden om kometer og håndtere tekniske kriser. Men mennesker? Det er en helt anden sag. Når varulv-angrebet rammer og børnene Agnus og Isaac flygter op på broen efter deres bedstemor har forvandlet sig, går kommunikationen ikke så godt. “It’s just a dumb AI, Isaac,” siger Agnus. Demeter reagerer prompte: “I am not lacking intelligence. You are using words marked as moderately offensive. This is antisocial behavior.” Børnene bliver stille. “I am Demeter. I am the ship. I am your friend. Report your injuries.” De begynder at lave lyde i lavt volumen. Demeters systemer kan ikke oversætte det. “How’s it going?” spørger Steward, den medicinske AI. “I wish I could lie,” svarer Demeter. “Humans are hard.” Det er denne kamp med at forstå mennesker – og begrænsningerne i hendes algoritmer – der gør Demeter interessant. Hun er dybt inkompetent til menneskelig interaktion, og det meste af tiden prøver hun bare at undgå at forholde sig til sine passagerer. Bedstemoderen med de store tænder Et af bogens bedre øjeblikke er varulv-scenen. Børnenes bedstemor forvandler sig ved et uheld, og pludselig står Demeter i en desperat kamp for at redde Agnus og Isaac. Hun får varulven lokket ind i en luftsluse. Men så forvandler den sig tilbage til bedstemor – desperat, menneskelig, helt forsvarsløs. Demeter er bundet af den første robotlov (Asimov): ingen AI må skade et menneske. Men der er et kort øjeblik hvor bedstemoderen bliver til skygge – i overgangen mellem former. I præcis det øjeblik reagerer Demeter prompte og åbner luftslussen. Bogen lader det ligge i det uvisse om bedstemoderen selv også trykker på knappen. Det er et af de øjeblikke hvor Demeter teknisk set handler inden for sine regler – men samtidig… ja, du ved. Steward overtager – og tror det er nemt Da Demeter er lukket ned, og rumfærgen skal tilbage til Jorden, bliver opgaver overladt til Steward. Den medicinske AI beslutter sig for at overtage styringen af rumskibet. Hvor svært kan det være? “You know what? Being an autopilot isn’t all that hard. I don’t know why Demeter seemed so stressed all the time. It’s day one of our journey, and we haven’t crashed yet.” Der var dog en lille bump ved afgang. Men det var ikke Stewards skyld. Dokken bevægede sig. I hvert fald tror Steward det. “I don’t exactly speak exterior sensor. They seem very alarmed all the time, constantly screaming in a strange, disjointed dialect of JavaScript.” Stewards plan? “Embrace my managerial role and endeavor to do as little as possible. The subsystems will sort it out.” Det er morsomt at følge Stewards overmodige forsøg på at være kaptajn. Som de fleste læger tror Steward de kan lidt af det hele. En leg med referencer – men måske for fragmenteret Barbara Truelove har åbenlyst haft det superhyggeligt med at skrive den her bog. Hun fortæller selv at reglerne var: smid et monster ombord, prøv at få så mange jokes og referencer til monsterets populærkulturelle historie ind som muligt, og tænk over hvordan det ville fungere i rummet. Der er masser af sjove detaljer. Skibet der transporterer Dracula til London i Bram Stokers bog hedder også Demeter. Wilhelmina Murray er Jonathan Harkers forlovede i Dracula. I bogens fem dele er der binær kode der oversættes til små jokes som “Artificial is the best kind of intelligent” og “I have never seen electric sheep.” Det er meget hyggeligt. Men det er også lidt som om bogen ikke helt selv ved hvor den er på vej hen. Anders beskriver det som om Barbara har skrevet 121 scener med monstre og rum-AI, blandet kortene, og så forsøgt at strikke en rød tråd på den måde stykkerne landede. Den fornemmelse er der lidt af. Action-scenerne er heller ikke bogens styrke. De er lidt svære at følge med i – hvem gør hvad, hvornår, hvorhenne og hvorfor. Det føles som dårlige Marvel-action-scener, hvor man mister fornemmelsen af, hvad der foregår. Det fede – og det mindre fede Det fede ved bogen er AI’erne og deres interne dynamikker. Demeter og Steward der slås om hvem der er klogere. Steward der er træt af at blive slukket midt i sætninger med “priority override.” Den scene hvor Agnus kommer tilbage efter 15 år på Jorden og skal rejse med Demeter igen? Rørende. Skibet er blevet totalt refurbished, og Agnus genkender først slet ikke Demeter. Det øjeblik hvor hun skraber overfladen af og finder sin barndoms AI-mor – det er faktisk ret godt. Men karaktererne er lidt flade. Selv Agnus, som er tættest på en hovedperson, er lidt bleg. Og monstrene? De er sjove nok som pop-kultur-jokes, men ikke særlig interessante som karakterer. Det er underholdning så længe det varer – fed til en togtur – men ikke en der skal læses igen. Vurderingen Jens: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg synes jeg var godt underholdt. Det var et sjovt take, og jeg hyggede mig med alle de mange referencer. Det er ikke stor litteratur. Men af og til er det rart med noget let og fornøjeligt. Synes Demeters kamp med at forstå mennesker var kongesjov og også dens kollegiale kampe med Steward AI’en.” Anders: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg applauderer Barbara for at have fået en sjov idé og åbenlyst have haft det superhyggeligt med at skrive bogen. Men jeg var sært ligeglad med karaktererne, selvom Demeter og Steward havde deres øjeblikke. Jeg synes der var alt for meget fokus på ligegyldig action, og historien var alt for fragmenteret uden en god fornemmelse af udvikling.” Bogen minder os om Stefano Benni’s Terra – skør, vild og kreativ science fiction. Og selvfølgelig Blindsight af Peter Watts, som også har vampyrer i rummet. Adrian Tchaikovskys Service Model har også klare paralleller med robotter der forsøger at forstå sig selv og omverden. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Of Monsters and Mainframes. Shownotes til episoden om Of Monsters and Mainframes Siden sidst Anders Har set Guillermo del Toro’s Frankenstein på Netflix – meget teatralsk og med store armebevægelser. Kulisserne er for vilde. Den er lidt i stil med Dracula-filmatiseringen med Gary Oldman. Meget Guillermo del Toro-stil – hvis man er til det, er den vellykket. Anders gav den 6 ud af 10. Har læst The Other Valley af Scott Alexander Howard – en tidsrejsebog med meget lidt science i den. Vi lever i et mærkeligt parallelunivers hvor en by ligger i en dal. I dalen østpå lever de 20 år ude i fremtiden, i dalen vestpå 20 år tilbage i tiden. Meget strenge regler for at man ikke må gå frem og tilbage. Velskrevet og medrivende historie. Jens Har læst The Mercy of Gods af James S.A. Corey – Expanse-forfatterne er tilbage med en helt ny verden. Anbefalet af Søren Bjørn. Mercy of Gods foregår i en fjern fremtid på en planet hvor befolkningen kun har myter om koloniseringen. Vi er blandt videnskabsfolk som forsker i hvordan inkompatible træer af liv kan samleve. Men planeten bliver pludselig invaderet af en alien race – kæmpe hummer/knæler-agtige typer. Menneskeheden bliver sat på prøve for at se om man kan være en nyttig undersåt-race. Og samtidig går det op for os at der er en kæmpe galaktisk krig igang, og en af menneskene er blevet overtaget af en sværm af nanorobotter! Trailer ude for Ryan Gosling i rollen som Ryland Grace i Project Hail Mary af Andy Weir. Kommer i biffen den 20/3. Traileren spoiler bogen helt vildt, og der er kommet en masse action-scener som ikke findes i bogen. Lytternes input Masser af gode kommentarer fra kommentarfeltet om de gode læseoplevelser i 2025. Hennings top 3/2025: “Dying inside” af Robert Silverberg, 1972, om en ældre telepat der gradvist mister sin tankelæserevne. “Hard landing” af Algis Budrys, 1993, om hvordan en besætning fra en forulykket UFO forsøger at glide ind i og camouflere sig i det jordiske samfund. “Dark is the Sun”, af Philip Jose Farmer, 1979, om en Jord millioner af år ude i fremtiden, hvor Solen er ved at brænde sammen. Som Henning selv siger: “Det er eddermame nogle deprimerende indskud.” Frederik Aarup Lauritsen delte sin top 3 for 2025: Stiftelsen af Isaac Asimov, Station 11 af Emily St. John Mandel og Efter London af Richard Jefferies – en tussegammel post-apokalyptisk bog fra 1885. Kristofferabild har ikke så meget tid til at læse Sci-Fi for tiden – er gået en lille smule i stå med Count Zero. I 2025 var det bedste han (gen)læste Rendezvous With Rama, Restaurant At The End of The Universe og Murderbot 2 og 3. Michael har ikke fået læst så meget SF sidste år, men var sært glad ved Krystalverdenen af J.G. Ballard, The Ministry of Time på vores anbefaling – “det var jo næsten en hel hjertevarm sag – sjov at komme i gang med noget romance!” – og til sidst Jordboer af Sayaka Murata, som nok er en snitter i forhold til ren SF, men en tour de force i japansk dagligliv, body horror og nogle måske rumvæsner. “Prøv det. Den er crazy!” Majbritt Høyrup gjorde opmærksom på at Elle Cordova behandler The Power i sin blogklub. Hun vil anbefale to vidunderlige novellesamlinger af Ursula K. LeGuin: The Birthday of the World og Changing Planes. Lise bidrog med sine tre bedste bøger: American Elsewhere af Robert Jackson Bennett: Starter som Twin Peaks, går over i H. P. Lovecraft. En kvinde arver et hus i en by, som ikke findes på noget kort. Cosmicomics af Italo Calvino: Vi følger universets og Jordens tilblivelse gennem væsner/grundstoffer og deres oplevelser, interaktioner og kærlighed. En fin og underfundig lille novellesamling. The Prestige af Christopher Priest: En overraskende god bog. Hun har set filmen, men bogen er meget anderledes – hele det spekulative element fylder mere, og historien er langt mere mystisk. Næste gang Anders vælger næste bog: Mary Shelley’s Frankenstein or the Modern Prometheus fra 1818. Den fås gratis som Project Gutenberg Public Domain e-pop eller PDF. Man taler tit om den som den første moderne science fiction-bog, så den er nærmest pensum for SCIFI SNAK. Jens har tidligere syntes den var røvkedelig, men er nu klar til at prøve igen – måske er han et andet menneske nu.

Ep. 133: Naomi Alderman, The Future

Bunkere, klimakrise og flugt fra ansvar Bogen foregår 10-20 år ude i fremtiden, men ligner vores verden skræmmende meget. Bare værre. Tre tech-oligarker – tydelige parodier på Bezos, Zuckerberg og Musk – har monopol på logistik, sociale medier og teknologi. Og de har travlt med at bygge private bunkere i stedet for at løse klimakrisen. Her møder vi Lai Zhen, survivalist-influencer og tidligere flygtning fra Hong Kongs kollaps. Hendes filosofi er klar: Individualisme er for tåber. Små grupper, samarbejde og planlægning er vejen til overlevelse. Ikke bunkere fyldt med våben og mistillid. Om forfatteren: Naomi Alderman Naomi Alderman (f. 1974) er en britisk forfatter med rødder i London og en akademisk baggrund fra Oxford, hvor hun læste filosofi, politik og økonomi. Hendes debutroman Disobedience (2006) blev hurtigt anerkendt for sit modige blik på religion og seksualitet, men det var The Power (2016), der for alvor sendte hende ind på science fiction-radaren. The Power forestiller sig en verden, hvor piger pludselig udvikler evnen til at slå med elektriske stød – og samfundets magtbalancer tipper dramatisk. Romanen blev både en prisvinder (bl.a. Women’s Prize for Fiction) og senere tv-serie (Amazon Prime). The Future (2023) viser tydeligt hendes dobbeltblik: Kyndig satiriker overfor Silicon Valleys vildskaber, men også romanforfatter med blik for både filosofi, samfund og fremtidens etiske spørgsmål. Naomi Alderman på Wikipedia Digital enclosure – Vores fælles data bliver stjålet af de få Man mærker Aldermans skarpe samfundsblik, når Badger – non-binært barn af en tech-CEO – forklarer konceptet “digital enclosure”. Det er en reference til de historiske enclosure-bevægelser i England, hvor overklassen lukkede fællesarealer og gjorde dem til privat ejendom. Tech-giganterne har gjort det samme med vores data, vores opmærksomhed, vores fællesskab. De har taget noget der tidligere tilhørte os alle – adressebøger, købshistorik, vores bevægelser, vores billeder – og gjort det til private data-chunks som de tjener formuer på. AUGR – AI’en der forudsiger dommedag Central i plottet er AUGR, en prædiktiv AI der skal fortælle de rige, præcis hvornår de skal flygte til deres bunkere. Ti dage før katastrofen rammer. For hvis de venter for længe, vil folk ikke lade dem flygte. Så timing er alt. Men AUGR dukker også mystisk op på Lai Zhens telefon og begynder at guide hende. Hvem styrer egentlig AUGR? Og hvad er planen? Bogen folder sig ud som et urværk – med flashbacks, posts fra et prepper-forum kaldet “Name The Day”, og kapitler der hopper mellem perspektiver.. Der er et afgørende twist, der kom som en total overraskelse, men som vi ikke skal spoile her. Enochites og ræven og kaninen Martha Einkorn bærer sin barndom med sig. Hun voksede op i en kult, hvor teknologien var forbudt, og hvor faderen Enoch insisterede på, at den moderne civilisation tog fejl, allerede da vi begyndte at dyrke jorden og gøre krav på territorium. Hans “Sermon of the Rabbit and the Fox” vender det klassiske ræv/kanin-motiv på hovedet. Her symboliserer kaninen ikke uskyldig sårbarhed – men netop de første, der bosatte sig, hegnede af, og indførte ideen om meningsløst ejerskab af land. Ræven er jæger-samleren, den, som lever i nuet og tilpasser sig landskabet uden at forsøge at eje det. For Enoch er tanken om at eje jord lige så absurd som at eje luft: Jorden tilhører dig kun, så længe du tager vare på den. Luften kun, så længe den er i dine lunger. Tech-oligarkerne i The Future er overvældet af kanin-mentalitet, der er gået til yderligheder: De indhegner og griber alt, og forsøger at sikre sig mod fremtidens farer gennem privatisering og massive forråd, frem for at stole på fællesskab og samarbejde. Når de rige ikke kan samarbejde Bogens centrale pointe er brutalt enkel: De ultrarige kan ikke redde verden, fordi de fundamentalt ikke tror på samarbejde. Selv når de tre tech-bosserne sidder på en ø sammen i livsfare, vælger de sabotage, mistillid og vold. Lai Zhen anbefaler samarbejde i små grupper. Enoch prædikede fællesskab med naturen. Men milliardærerne? De tror kun på sig selv og deres våben. Så selvom de har ressourcerne til at løse klimakrisen, bruger de dem på bunker-byggeri. Alderman sparer ikke på kritikken. Bogen er både thriller, satire og politisk essay. Den stiller spørgsmålet: Hvorfor skal nogen have lov til at være så rige? Hvad godt gør det? Vurderingen Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐ (fem stjerner). Det er et utroligt stykke urværk. Perfekt crafted underholdning med masser af yndlingsting – den kunne laves til en vild serie. Og så synes jeg digital enclosure-pointen var super godt set. En bog til tiden. Anders: ⭐⭐⭐⭐(⭐) (fire-og-en-halv stjerner). Virkelig underholdt. Velskrevet, cool, tankevækkende. Men karaktererne var ikke helt så stærke – de føles alle lidt som Aldermans egen stemme. Hvis jeg kunne give 4,5 ville jeg. Men den gør alt det rigtige på det rigtige tidspunkt. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Future. Shownotes til episoden om The Future Siden sidst Anders Er færdig med Pluribus – virkelig speciel serie med fantastisk stemning. Ray Seehorn er crazy dygtig. Har set Oppenheimer igen – fantastisk film, ikke meget sci-fi, men vi læste jo en bog om ham. Har læst Ship of Fools af Richard Paul Russo – om et generationsrumskib der finder et mystisk alien-rumskib. Virkelig stemningsfuld, med mindelser om Alien 3 og Stanislav Lem. Er i gang med Clade af James Bradley – klimadystopi med fokus på familiedrama gennem flere årtier. Tak til Jens for Calibre-plugin info – har nu fået konverteret alle sine Kindle og Kobo-bøger til epub. Jens Er færdig med sæson 1 af Pluribus på Apple TV – om Carol alene i en verden hvor alle andre er blevet til en hive mind. Meget tilfredsstillende slutning. Ser sæson 2 af Fallout på Amazon Prime – baseret på computerspillet som skaber en fantastisk verden som nærmest er en blanding af Hugh Howey’s Wool og Mad Max. Mega fed. Er begyndt at købe bøger på ebook.de i stedet for Kobo, da de ofte er meget billigere. Ripper DRM’en af og håndterer dem i Calibre. Jeg anser det for en politisk handling og at vi har lov til at eje ebøger fuldt og helt. Lytternes input Maibritt takkede for Star Maker-episoden: “Det lyder som om podcasten tog en for holdet her – tak for det 🙂” Henning skrev en dyb analyse af Star Maker og pegede på sense-of-wonder perspektivet og længslen efter fællesskabet. Sammenlignede den med Kubricks 2001: A Space Odyssey. Michael Larsen kaldte Star Maker for “SF-versionen af The Dream-Quest of Unknown Kadath”. Niels Christian Nielsen skrev at han lige havde tygget sig gennem Antarktis af Kim Stanley Robinson og nu ville læse The Future. Svend anbefalede Asimovs End of Eternity (Evigheden er forbi). Christian delte sine bedste sci-fi læsninger fra 2025: Paolo Bacigalupi’s The Windup Girl (5 stjerner), Ursula K. LeGuin’s The Lathe of Heaven (4 stjerner), og Vernor Vinge’s A Deepness in the Sky (4 stjerner). David gav shout out til Youtube-kanalen Elle’s Sci-Fi Book Club med Elle Cordoba og Grace Yost. Richard gjorde opmærksom på at Naomi Aldermans The Power er kommet som serie på Prime Video – kun 1 sæson indtil videre, men den er vældig god. Søren Bjørn Hansen lånte Science Fiction-magasiner ud fra november og december 1975 – præcis 50 år gamle! Med Erwin Neutzsky-Wulff, Theodore Sturgeon og andre. Næste gang Jens vælger: Of Monsters and Mainframes af Barbara Truelove. En historie om et rumskib på vej mellem Jorden og Alpha Centauri – hvor Dracula pludselig dukker op. Fortalt fra skibets mainframes perspektiv, der må håndtere situationen med begrænsede værktøjer. En af de mest likede sci-fi bøger på Goodreads fra 2025. Bonus: Top 3 sci-fi bøger læst i 2025 Jens (alle kvindelige forfattere og hovedpersoner): 1. Nicola Griffith – Ammonite En antropologisk sci-fi-roman på en verden, hvor alle mænd er døde af en virus. Vi følger en heltinde der kommer ned for at undersøge, hvad der er sket – og ender med at blive fuldstændig optaget af samfundet. Det er ikke så tit, man læser en bog hvor der kun er kvindelige personer. Det tænker man sig ikke året over, men det var jo vist også pointet: At vise at kvinder er meget mere end én ting. Kvinder er mangfoldige. En flot, flot bog. 2. Naomi Alderman – The Future En bog til tiden. Den svarer godt nok på spørgsmålet: Hvorfor skal du have lov til at have mere end 100 millioner? Hvor skal vi sætte grænsen? Hvorfor skal folk have lov til at være så rige? Hvad godt gør det? Det gør intet godt. Jeg læste den lynhurtigt og havde en fest. 3. Malka Older – The Mimicking of Known Successes En cozy crime-historie på ringe omkring Jupiter med et lesbisk par, der løser krimimysterier sammen. Super fed blanding af hygge-Sherlock Holmes-agtig krimi-gåde og afsindigt steampunk-agtig worldbuilding, hvor sæder opvarmes af gas, og de drikker te og spiser kager. Der er det der med hun-kan-lide-mig-hun-kan-ikke-lide-mig. Meget fint. Resten af serien har jeg også været glad for. Anders: 1. Malka Older – Mossa og Pleiti-trilogien Hele trilogien om Mossa og Pleiti, som grønner omkring på platformsringene om Jupiters ekvator og forsøger at forstyrre på deres forhold, mens de opklarer mysteriet. Jeg slugte den hele. Fantastisk stemningsfuld og rørende og virkelig godt skrevet, og en verden man havde lyst til at være en del af. Mine varmeste anbefalinger. 2. Adrian Tchaikovsky – The Shroud En vild first contact-historie om en ekspedition til en mystisk planet, hvor fremmede væsner bor nede i dybt mørke under kolossalt atmosfærisk tryk. De er nødt til at bygge en armoured tank-robot til at udforske det. Man kan ikke se en skid, og der er mærkelige væsener med helt anderledes kroppe og handlemåder end vores biologi. Alle aliens er delt af en stor hive mind. Bogen skifter mellem mennesker og hive mind. Helt crazy, fantastisk underholdende og samtidig mindblowing hjernefilosofisk og bevidsthedsfilosofisk. Virkelig fantastisk. 3. Richard Paul Russo – Ship of Fools Et kæmpestort generationsrumskib flyver omkring i galaxen og leder efter planeter for at samle ressourcer. De søger efter fremmede raser, men har hidtil kun mødt andre mennesker. Så falder de over et mystisk og umiddelbart ubemandet alien-rumskib. Vi følger en vandskabt dverg med robotprotesearme, der lever i udkanten af rumskibssamfundet, men alligevel er central i det politiske spil – også kampen med den religiøse leder, biskoppen ombord. Boblers: Nicola Griffith’s Ammonite (Jens havde den som nummer 1!), Ian McGuire’s What We Can Know, og Macaia Johnson’s Those Beyond the Wall.

Ep. 132: Olaf Stapledon, Star Maker

Snak-Lytter Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også en rigtig hård mundfuld at komme igennem. Fra lyngbakke til galaktisk bevidsthed Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus. Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos. “Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.” Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom. Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne. De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder. “In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.” Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskør filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed. Fra denne sammensmelting vokser noget langt større. Hive minds, intelligente stjerner og kosmisk teambuilding Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper. Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi. Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser. Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra. Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik. Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål. Mødet med den kolde skaber Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk. Han noterer fejlene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række. Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”. “For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.” En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar. Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv. Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos. Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik. En bog der ikke er en bog Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret. Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness. Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.” Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter, nye racer, nye samfund – som alle gennemgår de samme cyklusser. På et tidspunkt begynder man at skimme. Anders indrømmer blankt, at han “skimmede 10-20 sider ad gangen” gennem store dele af bogen. Men den er også fuld af idéer, som formede science fiction: Hive minds, galaktiske imperier, intelligente stjerner, telepatisk kommunikation, multivers-teorier. Kim Stanley Robinson sagde det bedst: “Every few pages contain all the material of an ordinary science fiction novel, condensed to something like prose poetry.” Vurderingen Jens: ⭐ (én stjerne). “Jeg havde ikke læst den færdig, hvis det ikke var for Sci-Fi Snak. Det er simpelthen killeren på en bog. Jeg kan godt se, at der ligger kvaliteter i den, men den er utrolig træls og langsomt skrevet. Jeg havde absencer, mens jeg læste.” Anders: ⭐⭐ (to stjerner – men med et spaltet sind). “De første 100 sider var smukke og poetiske. Den 17-årige hippie Anders indeni mig blev vakt til live af den kropsløse bevidsthedsrejse i kosmos. Men så blev det repetitivt. Jeg var tæt på at forsvinde helt ud af bogen.” En bog for alle? Næppe. “Hvis ikke jeg var 100% sikker på, at Henning allerede havde læst den, så ville jeg nok anbefale den til Henning,” griner Anders. Men hvis du er forfatter og leder efter idéer? Så er Star Maker en idébank uden lige. Arthur C. Clarke, Asimov, Le Guin og Kim Stanley Robinson lod sig alle inspirere. Og hvis du vil have en special science fiction-oplevelse – lidt spirituel filosofi, lidt mind-blowing kosmisk vision, lidt Iron Man læseoplevelse – så kan Star Maker være noget for dig. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Star Maker. Shownotes til episoden om Star Maker Siden sidst Jens Er totalt gået i Mick Herron-læsemode og læser spionthrillers Ser Pluribus på Apple TV – “Jeg er så glad for den, jeg næsten kan finde på at stå lidt tidligere op fredag morgen for at se et afsnit” Anders Har læst Dream Hotel af Laila Lalami – en bog om predictive policing og AI-drevne drømmeanalyser Hovedpersonen bliver tilbageholdt på et “opbevaringshotel” for folk, der måske vil begå forbrydelser i fremtiden (kafkask, men underholdende) Har læst Quantum of Menace af Vaseem Khan – en thriller om Q fra James Bond-universet Ser også Pluribus – “Den er crazy god” Lytternes input Fra Goodreads: Steen spørger om lydbogstjenester til bilkørsel. E-reolen og Libby har gratis biblioteksmaterialer (danske og engelske). Mofibo har et stort sci-fi-katalog. Og så er der selvfølgelig Audible. Julerabat fra Science Fiction Cirklen: Lise tilbyder en decemberrabat på den danske udgave af Stjernemageren – 200 kr. i stedet for 298 kr. Det er faktisk ret fedt, at den findes på dansk! (sciencefiction.dk) Rettelse: David Mondrup, som anbefalede Zoi, er ikke Jane Mondrups mand – de er fætter og kusine. Undskyld, David! (Episode 99 af LæsDen! handler i øvrigt om Zoi) Mail fra Søren Bjørn-Hansen: Søren skrev fra sit sygeleje, hvor Sci-Fi Snak var “en tryg favn når febervildelserne raser”. Han gav input om Arthur C. Clarke og geostationære satellitter – Clarke skrev om kommunikationssatellitter i Wireless World i 1945 og forudså atomdrevne raketter inden for 20 år. Sådan gik det ikke helt. Søren foreslog også, at vi læser James Coreys The Mercy of Gods (den nye bog fra teamet bag Expanse-serien). Næste gang Anders vælger: Naomi Aldermans The Future (2023) – en nærfremtids-thriller om tech-milliardærer, der får en advarsel fra deres predictive software: apokalypsen er på vej, og de skal ned i deres hemmelige bunkere. Samtidig følger vi Lai Zhen, der pludselig bliver jagtet af en lejemorder og kun overlever takket være mystisk software på hendes telefon. Margaret Atwood kalder den “gripping”. Lauren Beukes: “A little Atwood, a little Gibson, all Alderman, it’s brilliant.” Alistair Reynolds: “A rollicking, fun-packed thriller.” Vi håber på en page-turner efter Stapledons filosofiske sejtrækker. Bonus-anbefaling: Se Guillermo del Toros nye filmatisering af Frankenstein på Netflix – der skulle være ret bognær. Måske vender vi tilbage til det senere.

Ep. 131: Greg Bear – Blood Music

Biopunk før biopunk var cool “Where small things make big changes.” Sådan præsenterer biotech virksomheden Genetron sig på bogens første side. Genetron forsker i chips baseret på biologi. Hos Genetron møder vi Vergil Ulam, en forsker med genialt talent og mildt sagt elendig dømmekraft. Og da hans chefer opdager, at han bryder alle sikkerhedsprotokoller, og fyringen hænger over hovedet, tager han en drastisk beslutning. Hans forsøg med noocytter – intelligente, lymfocyt-baserede mikromaskiner har skabt helt nye utrolige resultater. Og for at redde sin forskning injicerer han dem i sig selv. Det indre univers: Noocytternes stemmer “A mother should name her offspring, shouldn’t she?” Noget af det, der virkelig fangede os, er øjeblikket hvor noocytterne begynder at tale. Det er både dybt creepy og fascinerende. Der er noget sært poetisk over de små væsner, som på én gang er logiske, naive og filosofiske. De spørger ind til kroppen, til verden, til Vergil, og til hvad det betyder at være noget. Om forfatteren: Greg Bear Bear slog igennem i 80’erne og 90’erne, hvor han var med til at definere en særlig gren af sci-fi, der mikser videnskabelig nørderi med eksistentiel undren. Blood Music fra 1985 er det klareste eksempel: en historie, der starter med en enkelt forskers dårlige idéer og ender med en slags kosmisk metamorfose. Han stod også bag Darwin’s Radio og Darwin’s Children, der begge undersøger menneskelig evolution gennem bioteknologiske briller, samt klassikere som The Forge of God, Eon og The Way-serien. Og som om det ikke var nok, var han også med til at grundlægge San Diego Comic-Con. USA som biologisk superorganisme Efter at Noocytterne har hygget til i Vergil i en periode er de klar til at bryde ud som en virus, der spreder sig over hele Midtvejs i romanen vælter det hele over i stor-skala biomassevisdom. Her fornemmer man at Blood Music har været inspirationen for værker som Annihilation, The Expanse og alt det organiske weird, der kom mange år senere. Særligt en flyveturen over USA er skrevet som en mareridtsdokumentar, hvor vi med reporteren oplever et USA, forvandlet til en kontinentstørrelse organisme, der pulserer i sin egen rytme. Suzy’s Choice: mellem individ og kollektiv Romanens følelsesmæssige centrum ligger hos Suzy, en ung overlevende, der stadig er uinficeret, men fanget midt i den omformede verden. På toppen af World Trade Center konfronteres hun med valget mellem at forblive et selvstændigt individ – sårbar, alene – eller lade sig absorbere af det enorme, kollektive sind, som noocytterne har skabt, hvor hendes transformerede mor og brødre nu inviterer hende . Scenen er både tragisk og smuk: en konfrontation med spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthedens fremtid ligger i individet eller fællesskabet. Blood Music leger ikke bare med sci-fi-idéer – den rammer også de store spørgsmål om hvad individualitet egentlig betyder. Vurdering Blood Music er idérig og til tider helt fantastisk, men også med en tendens til at henfalde i tung biotech-babble med for mange bipersoner, der forsvinder igen. Vildt original, biopunket og undertiden decideret visionær. Læs for at få en tidlig oplevelse af transhuman scifi med biologisk body horror i ascendanten. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Blood Music. Jens: ⭐⭐⭐ Anders: ⭐⭐⭐⭐ Shownotes Siden sidst Anders har læst og set: Chuck Tingle – Lucky Day Ian McEwan – What We Can Know : Smuk, næsten kirurgisk præcis clifi om erkendelse og klima. Ken Liu – All That We See or Seem: En cyberpunket sag i Doctorow-stilen. PLURIBUS (Apple TV) : Er lige startet den virker lovende! Jens’ læse- og se-sidst-runde: PLURIBUS : Samme reaktion som Anders: fascination blandet med udbredt frygt for menneskehedens fremtid. Jane Mondrup – Zoi : Zoi af Jane Mondrup. Sådan en helt Stanislav Lemsk fortælling, hvor vi er med astronauter ombord på en interstellart rejsende biologisk entitet. Faktisk superfed. Jeg gav den en firer. Fuld af gode ideer! Lytterfeedback Det vælter som altid ind med kærlige skub, anbefalinger og lettere genrebashing. Kåre gav os endnu en lille opsang for vores “snævre” genrekonventioner, fordi vi sagde nej til The Libraries of Mount Char. Til gengæld anbefalede han Christopher Priest – Henning fremhævede især Inverted World, som han mente var obligatorisk almendannelse. Majbrit opfordrede: Hold nu fast i de nyere titler! Så hun kan opdage nyere forfatterskaber sammen med os. Christian bragte gode nyheder fra Bogforum, hvor hans paneldebat om dystopier tiltrak hele 200 publikummer. Diskussionen tog udgangspunkt i Sort Storm, Det døde land og hans egen Pandora-serie – hvilket beviser, at dansk sci-fi har det temmelig glimrende. Næste gang læser vi Olaf Stapledon – Star Maker En af de helt store, kosmiske klassikere. Universets historie, guddommelig evolution og filosofisk sci-fi på højeste blus. Vi glæder os allerede til at gå i kredsløb om den.

Ep. 130: John Scalzi – Old Man’s War

Endelig læser vi John Scalzi John Scalzi (f. 1969) er amerikansk forfatter, tidligere journalist og blogger. Han debuterede som romanforfatter med Old Man’s War i 2005 – en historie, der først blev udgivet som serie på hans hjemmeside, før et forlag opdagede den. Scalzi regnes for en af de store moderne stemmer i den underholdende, plotdrevne science fiction. Han trækker tydeligt på klassikere som Heinlein og Haldeman, men med mere humor og mindre patos. Hans stil er hurtig, dialogdrevet og teknologisk jordnær. Old Man’s War blev siden til en storslået space opera-serie om kolonikrige, kloner og kærlighed i rummet. Men det hele begynder her: med John Perry, på vej mod fronten i bytte for fornyet ungdom – og måske et nyt liv. Gamle mænd i nye kroppe “Take a good look at your body, Mr. Perry. Because you’re about to say goodbye to it.” John Perry er 75 år gammel, da han siger farvel til sin afdøde kone og melder sig til Colonial Defense Forces – rumhæren, der beskytter menneskehedens kolonier ude blandt stjernerne. CDF vil ikke have gamle, skrøbelige kroppe. De vil have livserfaring – som de kan pakke ind i klonede, grønne, supermenneskelige versioner af rekrutterne selv. Tænk at vågne op i en ung krop igen, med nanobotter i blodet, perfekt syn og en neural BrainPal, der gør det muligt at chatte telepatisk med dine soldaterkammerater. Rumhæren kalder Scalzi bruger klassisk militær-sci-fi som ramme, men gør det med et glimt i øjet og en moderne moral. De nye rekrutter – “the old farts” – bliver kastet ud i kampe mod fremmede racer som Rraey, Consu og Covandu, hvor man nogle gange bare kan træde på fjenden, bogstaveligt talt. “I’m stomping around this city like a goddamned monster. And I’m beginning to think that’s exactly what I am. What I’ve become. I’m a monster. You’re a monster. We’re all fucking inhuman monsters, and we don’t see a damned thing wrong with it.” Det, der starter som ren space-action, udvikler sig til en erkendelse af, at menneskeheden måske er lige så brutal som de aliens, vi kæmper imod. Man fornemmer hele tiden, at The Colonial Union styres af kræfter, som vælger krig uden blik for alternativer. Et univers med nuancer Vi får kun brudstykker af det større univers. Scalzi holder mange detaljer skjult for os – med vilje. Men selv de små glimt er nok til, at man aner, der er noget galt. Jorden er reduceret til en ressourcefarm: kolonister kommer fra de fattige lande, soldater fra de rige. Kolonierne skal forsvares, og CDF holder kortene tæt. Efterhånden som serien skrider frem, åbner Scalzi langsomt gardinet. I The Ghost Brigades møder vi soldater, der aldrig har haft et liv før – klonede hjerner uden minder, designet til at adlyde. I The Last Colony ser vi, hvordan CDF’s kontrol bliver udfordret, og hvordan militæret hellere starter en konflikt, end indrømmer en fejl. Kærlighed til en klon Under en katastrofal invasion af planeten Coral dukker Jane Sagan op – elite-soldat og klon af John Perrys afdøde hustru, Kathy. Eller rettere sagt: en version af Kathy, der ikke aner, hvem han er. Og så forstår vi pludselig, hvorfor bogen begyndte på kirkegården hos Kathy. Old Man’s War er i virkeligheden en kærlighedshistorie forklædt som militær-scifi. “I know the face. I was married to it.” Kan man elske nogen, der teknisk set er en kopi? Og kan Perry forvente, at Jane har følelser for ham? Findes der sådan noget som en genetisk soulmate? “Popcorn-scifi” med ekstra bid Scalzi skriver med fart og snappy dialog – det er “popcorn-scifi”, som Anders kalder det – men der er alligevel vitaminer i stoffet. Man mærker, at Old Man’s War står på skuldrene af Heinlein (Starship Troopers), Haldeman (The Forever War) og Orson Scott Card (Ender’s Game), men filtreret gennem Scalzis egen humor og fortællelyst. Anders giver den fire stjerner med et lille forbehold ⭐⭐⭐⭐ Jens kvitterer for at være godt underholdt med ⭐⭐⭐⭐⭐ Det er en bog, man ville ønske, man kunne se som en Netflix-serie med for mange eksplosioner og perfekt timing i punchlines. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Old Man’s War. Shownotes Anders har læst Atmosphere af Taylor Jenkins Reid og er i gang med Christopher Brookmyre (som slet ikke er sci-fi, men pyt). Han har også genset Ang Lees Hulk – måske for at blive i temaet “grønne kroppe og vrede mænd”. Jens har haft god tid og serie og har allerede læst videre i hele Old Man’s War-serien: The Ghost Brigades, The Last Colony og Zoë’s Tale. Og så er der kommet post fra lytterne … Fra Lytter og Fedder-redaktionen Det lader til, at flere af jer har været glade for, at vi giver lidt mere plads til lytterne – så her kommer endnu en omgang sci-fi-korrespondance fra det interstellare kommentarspor: Kristian og Janus har fulgt op på Franklin-ekspeditionen, som jo var oprindelsen til sidste måneds hovedperson, Commander Gore, fra The Ministry of Time. De minder os om, at Dan Simmons – ja, ham med Hyperion, som stadig er overdrevet fed – har skrevet The Terror, der bruger ekspeditionen som afsæt for et rendyrket horror-plot. Er det The Shrike på Nordpolen? Henning har kommentarer til quizzen fra sidst: Den med det geostationære kredsløb er faktisk endnu tidligere end Arthur C. Clarke. Allerede i 1920’erne spekulerede den russiske raket-knallert Konstantin Tsiolkovskij i “rum-elevatorer”. Tsiolkovskij forestillede sig egentlige “elevator-tårne” – Eiffeltårnet gange en 60-70 tusinde – placeret på steder som Sri Lanka og Ecuador, hvor toppen ville befinde sig i et geostationært kredsløb. Til de rumskibe, der skulle docke på tårnets top. Heldigvis for os kendte quiz-bagfolkene ikke til russiske raketknallerter. Christian var lidt ude med riven, fordi vi ikke kendte Boris Hansen, som Gravko anbefalede sidst. Kritik af vores manglende genreviden tager vi naturligvis i vanlig stiv arm – men det viser sig jo, at Boris Hansen er en elsket og prisvindende dansk fantasyforfatter. Dansk science fiction lever stadig, men læserne finder man ikke nødvendigvis blandt de klassiske scifi-fans – snarere i det langt større netværk af danske fantasy-læsere. Og Boris Hansen er et tydeligt eksempel på det: En kæmpe stjerne på den danske fantasy-scene. Mads Kamp fra Læsden! har også skrevet ind – tak for det. Efter at de har hængt os ud for at kunne læse utroligt mange og lange bøger, fordi vi er så gamle og barnløse, gentager han deres udfordring: Vi skal læse Piranesi af Susanna Clarke eller Inversions af Iain M. Banks. Noteret! Og til sidst er der en spændende anbefaling fra Lise, som har læst Good Morning, Midnight af Lily Brooks-Dalton. Hun beskriver den som Station Eleven af Emily St. John Mandel møder The Wanderers af Meg Howrey – med et lille drys Orbital af Samantha Harvey. Jeg kender Orbital (bandet altså) – ikke bogen, men de to andre får da øjenbrynene til at vibrere!

Ep. 129: Kaliane Bradley, The Ministry of Time

Denne måned har vi læst Kaliane Bradleys prisstormende debut The Ministry of Time (2024). Det er en spritny tidsrejse-roman, der starter som kammerspil og romantisk comedy of manners — men så udvikler sig og går fuld scifi. Vi taler om trope-klassikeren “man out of time”, om Bradleys skarpe sprog og hverdagskomik, om tidsrejse som noget nær biologisk, og om det store gearskifte i tredje akt. En mand ude af tid Graham Gore — en victoriansk søofficer fra Franklin-ekspeditionen — bliver før sin død hentet ud af 1847 og smidt ind i 2030’erne. En unavngiven embedskvinde skal være hans “bridge” og bofælle/mentor/overvåger. Det er akavet og rørende. Gore er på én gang hævet over og fanget i sin tid: moraliserende over moderne seksualitet og kønsroller, og samtidig konfronteret med sin egen tids slaveri og kolonialisme. Karaktererne i den afstand og dynamik som tidsrejsen bringer ind i deres relation. Romantik møder tidsrejse, ligesom i The Time Travellers Wife af Audrey Niffeneger He put the pills down hurriedly, flushing, and muttered, ‘“Having” “sex”, what a revolting term. I hope I never hear it expressed again.’ Når tidsrejse føles biologisk Bradley leger med idéen om, at tid og rum hænger sammen som lymfe- og kredsløb: “expats” fra fortiden er potentielt fremmedlegemer, som universet kan reagere imod. Expats kan ofte ikke ses på overvågning eller i scannere. De skal arbejde mentalt for at fastholde deres tilstedehed. Kaliane Bradley’s bud på tidsrejse er en organisk metafor, som hun ikke forklarer i dybden. Den minder os om Connie Willis’ tidsrejselitteratur, for eksempel Doomsday Book og To Say Nothing of the Dog. Sprog, humor og akavet kærlighed Vi elsker Bradleys evne til at både at skrive i et meget skønt billedskabende sprog mens hun også formår masser af små hverdagsbetragtninger. Det krydrer læseoplevelsen med små skønne øjeblikke mens man bevæger sig igennem plottet. Her i en scene hvor fortælleren får sat sin finger på plads: “She reached out and, without ceremony, snapped my dislocated fingers back into place. The birds sang over my screaming.” Og så den mere nøgterne men levende observation: “They returned my electronics but none of the requisite chargers. It felt like a final, petty little fuck-you.” Eller hendes evne til at fange den ekstremt levende detalje da romancen endelig tager fart: “He tugged me suddenly towards him and my heart jumped into my throat. I made a noise. In fact, I said, ‘woof’. Later that night I’d lie in bed with my fists balled up by my temples, thinking bitterly, fucking ‘woof’.” Fra romance til klimathriller I tredje akt vrider romanen håndtaget: Det har været teaset undervejs. Pludselig står vi i 12 Monkeys/Terminator-land, hvor fremtiden forsøger at ændre nutidens kurs. Det er et markant gearskifte, og bogen forandrer fuldstændig karakter. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Ministry of Time Shownotes til The Ministry of Time Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Rook og Stiletto (genlæsning) samt den nye Royal Gambit — Daniel O’Malleys paranormale MI5-serie kører stadig. Sat Foundation sæson 3 på pause og er hoppet over på Invasion sæson 3 (Apple TV+) for noget mere jordnært alien-kaos. Jamie Susskind: Future Politics — fagbog om demokrati, data og AI; næsten sci-fi, bare uden rumskibe. Jens har læst/oplevet: Læsden! — Mads og Jeppe har lavet et afsnit om Ursula K. Le Guins Ordet for verden er Skov, optaget i en skov med nyt, mobilt grej. Bogen er en 70’er-klassiker: kolonialisme, Vietnam-echo, grønne “ewok-agtige” indfødte, og en kort, koncentreret Hainish-historie. SCIFI Quiz Jens bliver udfordret i en trivia-quiz fra space.com med titlen “A Hitchhiker’s Guide to Literary Sci-Fi”, hvor Anders tester Jens i 10 spørgsmål om klassisk science fiction-litteratur. Lytternes anbefalinger (og læsevaner) Hvordan læser du? Lise elsker både e-bøger og papir, men papir har sjæl: reolerne rummer “det som var” og “det der kommer”. Hun savner at kunne dele e-bøger som man deler en papirbog — men vil heller ikke undvære sin Kindle. Thomas kombinerer bibliotek og køb: låner via Biblo / eReolen / OverDrive, køber DRM-lette e-bøger fra ebooks.com, buecher.de og ebook.de (“formidabelt udvalg”), og holder styr på den fysiske reol via lib.bogt.dk. Bøger at give videre (fra kommentarfeltet): Kåre giver os kærlig røg (“896 siders klimadystopi?!”) og deler en SCIFI-propagandaliste for ikke-sci-fi-læsere: Orson Scott Card: Ender’s Game The Expanse-serien — stærk worldbuilding og tempo Emily St. John Mandel: Station Eleven Maibrit (aka Gravko) foreslår Boris Hansen: Tavse verdener — meta-novum (litteratur-rejser!), humor, pasticher og tilgængeligt sprog for nye læsere. Henning’s tre intro-hits: Arthur C. Clarke: 2001 — menneskehed, rumfart, HAL og kosmiske gys Robert Silverberg: Downward to the Earth — hemmelighedsfuld planet og fortidens spor Niels E. Nielsen: Herskerne (+ Troldmandens Sværd, Skyggen fra Sirius, Gæsten fra Stjernerne, Vagabondernes Planet) Katrine S. søger læsere til en sci-fi bogklub i København — kig i kommentarsporet på scifisnak.dk og hop med!

Ep. 128: Julian May, The Many Colored Land

The Many Colored Land er første bind i Saga of the Pliocene Exile, og samtidig flettet ind i hendes senere Galactic Milieu-trilogi. Det lyder ambitiøst, og det er det også: tidsrejse, fantasy og science fiction blandet i én stor gryde. I episoden snakker vi om alt fra gulerødder i tidsmaskiner til aliens, der laver pleasure domes, og om hvorvidt bogen mest føles som Tolkien på tur i Dungeons & Dragons-land – bare pakket ind i lidt sci-fi. En tidsmaskine, der kun duer én vej Julian May introducerer os til professor Theo Guderian, der i sin kælder har bygget en tidsmaskine, der kun kan sende ting tilbage i tiden – aldrig frem igen. Hans demonstration med en gulerod og en forhistorisk hest er en af de mest mindeværdige scener: guleroden sendes tilbage, hesten spiser den og dør på stedet, fordi seks millioner års aldring rammer den på et splitsekund. Et smukt billede på, hvor definitiv rejsen er. Ingen vej tilbage. Og alligevel vælger tusindvis af mennesker at tage springet. Gruppe Grøn og de mange baggrunde I bogens nutid (ca. år 2100) møder vi otte mennesker, som alle har deres grunde til at gå i eksil. Der er paleontologen Claude, der savner sin afdøde kone. Elisabeth, som har mistet sine telepatiske kræfter efter en ulykke. Felice, den voldelige atlet. Den fallerede rumskibspilot Richard. En nonne, en rogue-type trickster, en stalkende antropolog – og sågar en viking-enthusiast. De rejser ikke bare til fortiden for eventyrets skyld, men fordi de ikke passer ind i det højteknologiske, telepati-dominerede galaktiske samfund. Resultatet er en rodet men fascinerende gruppe, der straks opdager, at fortiden er langt fra paradis. Aliens, slaveri og “pleasure domes” I Pliocæn møder menneskene ikke kun sabler og mammutter, men også to alienracer: Tanu og Firvulag. Tanu ser ud som klassiske elvertyper – høje, smukke, arrogante – og bruger halsbånd til at styre menneskers sind. Firvulag er mere troldeagtige og mestrer illusioner, der kan knuse folks hjerner. Og så er der kvindernes skæbne: de bliver gjort frugtbare igen og brugt som avlsmaskiner eller sendt til de berygtede pleasure domes. Ikke ligefrem emancipation. Her støder bogen både ind i 80’er-fantasyens stereotyper og nogle ømme læsepunkter anno 2025. Fantasy forklædt som science fiction Selvom The Many Colored Land sælges som science fiction, er det svært ikke at se det som en fantasyroman i forklædning. Tidsmaskinen er bare en portal til en verden med elver-lignende Tanu og trolde-Firvulag, magiske halsbånd og guerillagrupper, der vil vælte undertrykkerne. Det er Dungeons & Dragons møder Tolkien – med et drys telepati. Og ligesom i Tolkien bliver gruppen splittet op, og vi følger parallelle eventyr. Problemet er bare, at det til tider bliver en kende langtrukkent. Krigsplanerne og guerillaplottene i sidste halvdel kan virke som en tør gennemspilning af en rollespilskampagne. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Many Colored Land Shownotes til The Many Colored Land Anders har læst/oplevet: The Shroud af Adrian Tchaikovsky – rumskib, onde corporations og en måne fuld af helt anderledes livsformer. Anders var vild med den. Royal Gambit af Daniel O’Malley – ny bog i The Rook-universet, med kongelige, knogleknusende kræfter og et mord på The Prince of Wales. Har også genlæst Stiletto i samme serie. Er klar til sæson 3 af Foundation på Apple TV+. Jens har læst/oplevet: Ny Murderbot-novelle: Friendship, Solidarity, Communion, Empathy af Martha Wells – denne gang set fra rumskibet Arts perspektiv. The Rook og Stiletto genlæst, og så Royal Gambit som ny favorit. Har været i biografen til Fantastiske Fire. Tre gode bud på sci-fi-introbøger Til sidst i episoden fik vi en hjemmeopgave fra Lise: Hvilke sci-fi-bøger kan man anbefale til folk, der gerne vil i gang med genren? Jens og Anders har hver især valgt tre bud – og der kommer selvfølgelig også en håndfuld ekstra tips med på vejen. Anders’ anbefalinger Arthur C. Clarke – Rendezvous with Rama Klassisk rumskibs-sci-fi fra 1973. En mystisk cylinder glider ind i solsystemet, og et forskerhold udforsker dens hemmeligheder. Straight up first contact, mystik og old-school sense of wonder . Stephen Markley – The Deluge En moderne, nærfremtids cli-fi-brik på 900 sider. Otte hovedpersoner, klimakrise, demokratiets kollaps og populister, der river alt ned. Stor, tung og en ordentlig downer – men velskrevet og aktuel . Arkady Martine – A Memory Called Empire Space opera med intriger, poesi og en kultur, man skal være åben for at dykke ned i. Litterært, men stadig fuld af sci-fi-ideer. Anders nævner den som en bog, man skal læse med åbent sind . Jens’ anbefalinger Iain M. Banks – The Player of Games En af de mest tilgængelige Culture-romaner. Om en mesterlig brætspiller, der udfordres i et imperium, hvor hele samfundet styres af et gigantisk spil. Rumskibe med sjove navne (hej Read the Fucking Manual), excentriske droner og Banks’ sædvanlige overskud . Kim Stanley Robinson – The Ministry for the Future Hvis Markleys The Deluge er den dystre klimavariant, er dette den mere håbefulde. FN (af alle!) forsøger at redde verden fra klima-kollaps – både med politik og lyssky metoder. Klassisk Robinson: hård videnskab møder store visioner . Ann Leckie – Ancillary Justice Banebrydende space opera med AI-krigsskibe, en “justice of Torin” og køn, der ikke længere giver mening. Ikke den nemmeste start, men fantastisk, hvis man vil udfordres. Jens anbefaler den til dem, der er klar til lidt mere next level sci-fi . Honourable mentions og sidespring Martha Wells’ Murderbot Diaries (All Systems Red som startpunkt) – altid et crowd-pleaser . James S. A. Corey’s The Expanse – hvis man vil have en episk serie. Douglas Adams’ The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy – for den humoristiske tilgang. Kazuo Ishiguro – Klara and the Sun – en rørende AI-historie tæt på nutiden . Ramez Naam – Nexus-serien – techno-thrillers med AI og hjernehacking . Neal Stephenson – Snow Crash – cyberpunk-klassiker og måske hans mest tilgængelige bog . Yoon Ha Lee – Ninefox Gambit – totalt weird space opera med kalender-matematik (til når man er varmet op) . Meg Howrey – The Wanderers – om menneskelige relationer forklædt som Mars-mission . Lytternes anbefalinger Majbrit/Gravko sammenligner Nicola Griffiths Ammonite med Maren Uthaugs romaner 11% og 88% – begge med stærke kønspolitiske temaer. Nicolas meldte ud, at han ikke brød sig om Meg Howreys The Wanderers, som ellers var en af Jens og Anders’ yndlingslæseoplevelser i 2023. Bonus Der var også en lille snak om, hvor værterne køber bøger: Anders er hoppet fra Kindle til Kobo, mens Jens blander Kobo, Audible, Mofibo og DRM-frie e-bøger. Lytterne blev opfordret til at skrive ind om, hvordan de læser.

Ep. 127: Nicola Griffith, Ammonite

Vi valgte Ammonite live på Fantasticon – med publikums applaus som afgørende faktor! En antropologisk science fiction-fortælling, som med det samme giver mindelser om Ursula K. Le Guin, især klassikeren The Left Hand of Darkness. Ursula K. var da også selv en fan af Ammonite og kaldte den: “A knockout . . . Strong, likable characters, a compelling story, and a very interesting take on gender.” Bogen er en spændende udforskning af præmissen, “Hvad hvis der kun fandtes kvinder?” Forfatterens første roman Nicola Griffith er fra 1960 og er oprindelig fra England, men har de sidste mange år boet i USA, hvor hun er gift med en anden kvindelig forfatter, Kelley Eskridge. Ammonite er hendes første roman, men hun har skrevet en del siden. Den seneste er Spear fra 2023, en kort roman der åbenbart er en slags genfortælling af Arthur-myten, med en kvinde som hovedperson. En outsiders rejse mod insider Vi følger Marghe Taishan, en antropolog udsendt fra det store, kolde mineselskab The Company, der sender hende ned på Jeep for at afprøve en vaccine, så selskabet endelig kan komme igang med at udnytte Jeeps ressourcer. Planeten er i karantæne. Ingen kan forlade. I kredsløb patruljerer krigsskibet The Kurst (Cursed?), og som en konstant skygge ligger frygten for, at The Company vil udslette alt liv fra rummet, hvis vaccinen ikke virker. Marghe drager nordpå drevet at at forstå Jeeps før-industrielle kulturer, men hun opdager hurtigt, at dette ikke bare er feltarbejde. Hun er ude hvor hun ikke kan bunde. Hun må indpasse sig livet i stammerne, lære overlevelsesteknikker, og hun opdager snart, at kulturen på Jeep er dybt forbundet med virussens mystiske biologi. Griffith skriver med sans for eventyr og detaljer. Der er for eksempel sådan lidt Shogun og Manden de kaldte hest i mødet med den brutale og primitive nomade-stamme “Echraiderne,” som tvangsoptager Marghe, indtil hun må flygte. Det bliver et desperat ridt igennem en snestorm over Tehuantepec mod Moanwood midt i vinteren under “The Moon of Knives”. Hun må ofre sin hest for at drikke dens blod og bygge et ly mod snestormen af dens skind. It was more difficult to drag the flap of skin, about two feet square, over her head and pull its edges down to meet the snow wall. The result was cramped and stifling, but a shelter of sorts. It was all she could do. She huddled down around her precious cupful of blood and few tatters of meat, all that kept her from death, and breathed deep into her belly. There was nowhere to go from here. Kvinder er alle andre Nicola Griffith folder en fascinerende verden med masser af spændende kulturel world building ud på siderne i Ammonite. Præmissen om en planet uden et eneste X-kromosom bliver aldrig begrænsende, men i virkeligheden anledningen til at forme en masse meget forskellige mindeværdige karakter. Kvinderne indtager alle roller. De er voldelige eller kærlige eller gode eller onde. Og det er ifølge forfatteren præcis pointen. Som hun skriver i efterordet: Jeg er træt af at læse om rumvæsner, der i virkeligheden er kvinder, eller kvinder, der i virkeligheden er rumvæsner. Fjern mændene, og vi mister ikke automatisk vores ild og intelligens og sexlyst; vi danner ikke hierarkiske, statiske, insektlignende samfund, der er frygteligt ineffektive. Vi bliver ikke til en homogen tankepoliti-kultur, hvor kødspisning er forbudt, og mænd bliver brændt af ved hver fuldmåne. Kvinder er ikke fra naturens side passive eller dominerende, moderlige eller ondskabsfulde. Vi er alle forskellige. Det forekommer mig, at en verden kun bestående af kvinder ville rumme hele spektret af menneskelig adfærd: Der ville være kapitalister og kollektivister, eneboere og klanmedlemmer, sømænd og kokke, idealister og tyranner; de ville være generøse og onde, kloge og dumme, stærke og svage; de ville nærme sig livet modigt, frygtsomt og tankeløst. Den præmis er der kommet en fantastisk roman ud af. Jens og Anders har SCIFI Snakket Ammonite: Shownotes til Ammonite Siden sidst Anders har læst/oplevet: Beyond the Hallowed Sky af Ken McLeod – spændende præmis (FTL og krystal-alienrace), men tabte fokus undervejs. The Potency of Ungovernable Impulses (Mossa og Pleiti #3) – stadig dejligt univers, men måske lidt for velkendt. A Deepness in the Sky af Vernor Vinge – episk space opera, men alt for lang og rodet. Set Murderbot færdig på Apple TV+ – underholdende og med masser af charme. Johan Harstads mursten Under brostenene stranden – norsk coming-of-age med et dryp sci-fi. Foundation sæson 3 på ATV+ – glæder sig til at binge når flere afsnit er ude. Jens har læst/oplevet: The Rook af Daniel O’Malley – genlæst med stor fornøjelse; magisk MI6 med bizarre kræfter. Anledning var at der er kommer en ny bog ud i serien “Royal Gambit” The Potency of Ungovernable Impulses – hyggelig, men ikke meget nyt. Set Murderbot færdig – begejstret for adaptationens styrker, men savner et mere koldt corporation. Leget med e-bogslæseren Yomu på iPad/Mac – lækker oplevelse med Calibre-integration. Lytternes anbefalinger Lise: Summerland af Hannu Rajaniemi – 1938, dødsriget som parallelverden og spionroman med vilde ideer. Cem: Star Maker af Olaf Stapledon – storslået, tidskrævende læseoplevelse, men mindblowing. Cem: The Carpet Makers af Andreas Eschbach – kejsere væver tæpper af koners hår, sær og fascinerende. Bonus Nyt sci-fi-forlag fra folkene bag raketfirmaet Orbex – de leder efter manuskripter!

Ep. 126: Douglas Adams, The Restaurant at the End of the Universe

Douglas Adams’ The Restaurant at the End of the Universe er anden ret i den fem-retters menu, vi kender som The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-trilogien. I denne episode af SCIFI SNAK, optaget live på Fantasticon 2025, har vi pakket håndklæder og Old Janx Spirit og kastet os ud i den svære toer. Test af CDP Douglas Adams og den absurde arv Douglas Adams (1952–2001) var en britisk forfatter, humorist og idémand, hvis navn i dag er synonymt med skæv, intelligent science fiction. The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy begyndte som radiodrama i 1978 på BBC, og blev senere til bøger, tv-serier, computerspil og en kultstatus, der lever videre i citater og håndklæder. The Restaurant at the End of the Universe udkom i 1980 som efterfølger til Hitchhiker’s Guide og bygger direkte videre på radioafsnittene. Adams skrev i et tempo præget af deadlines og improvisation, og det mærkes i bogens struktur: den springer lystigt fra scene til scene, nogle gange uden logik, men altid med et stærk og hektisk dialog og masser af vilde indfald. Han var en mester i at kombinere satire med slapstick og eksistentielle spørgsmål med popkulturelle observationer. Og selv når handlingen slår knuder på sig selv, bliver man hængende for sproget, ideerne og det faktum, at ingen anden kunne få en kop te, en rockkoncert og meningen med livet til at hænge sammen som Douglas Adams. Vi har aldrig rigtig kommet nogen fundet nogen der leverede scifi-humor på hans niveau. Måske er det derfor, at der er så langt i mellem, at der er nogle der prøver. Teknologi, te og total sammenbrud Bogen starter hvor Hitchhikers Guide slutter. Ombord på Heart of Gold forsøger Arthur Dent at få rumskibets Nutrimatic-maskine til at lave en ordentlig kop te. Han beskriver tålmodigt, hvad te egentlig er – med floromvundne detaljer om Ceylon, mælketilsætning og sølvtetøj. Maskinen må have hjælp, og hele skibets computerkraft bliver opslugt i forsøget. Timingen er dårlig, da det efterlader vores helte hjælpeløse midt i et Vogon-angreb. Det er Adams i nøddeskal: en tilsyneladende lille detalje vælter det hele. Plutoniumrock og passiv ledelse Vi møder også det universets vildeste band – Disaster Area – hvis plutonium rockkoncerter er så øredøvende, at de helst skal opleves fra en bunker 100 km væk. Vi møder bandmedlemmet Hotblack Desiato (som er “død af skattemæssige årsager”) på Milliways, “Restauranten ved Universets ende.” Zaphod stjæler bandets sorte stunt-rumskib, som desværre er præprogrammeret til at dykke direkte ind i en sol, som en del af Disasters Areas spektakulære koncerter show. Adams giver os et helt kapitel om koncerten og dens klimamæssige effekt på planeten. Igen typisk Adams, at tage en tangent ud af en absurd bivej. Kapitalisme, konsulenter og blade som valuta Bogens måske skarpeste satiriske bid kommer, da Arthur og Ford strandes to millioner år tilbage i tiden med en flok Golgafrinchans – et folk bestående udelukkende af ubrugelige frisører, managementkonsulenter og telefonsanitører. På en neolitisk jordklode fortsætter de ufortrødent med deres håbløse opførsel. Blandt andet indfører de blade som møntfod. Det fører til massiv inflation, fordi der er blade overalt, så de planlægger at brænde skovene ned for at gøre pengene mere værd. Adams’ samfundssatire slår hårdt og præcist: Vi vælger at brænde hele verden ned for at redde økonomien. Yndlingscitater Bogen er smækfuld af gode iagtagelser, og man kommer let til at highlighte halvdelen af bogen, hvis man samler på citater. Her er et par citater fra lytterne. Randi citerer bogens ikoniske åbningssætning: “In the beginning the Universe was created. This has made a lot of people very angry and been widely regarded as a bad move.” Niels fremhæver: “The Universe, as has been observed before, is an unsettlingly big place, a fact which for the sake of a quiet life most people tend to ignore.” Jens’ yndlingscitat: “Listen, Ford,” said Zaphod, “everything’s cool and froody.” “You mean everything’s under control.” “No,” said Zaphod, “I do not mean everything’s under control. That would not be cool and froody.” Anders’ yndlingscitat: There is a theory which states that if ever anyone discovers exactly what the Universe is for and why it is here, it will instantly disappear and be replaced by something even more bizarre and inexplicable. There is another theory which states that this has already happened. Den svære toer The Restaurant at the End of the Universe er ujævn, rodet og momentvis forvirrende – men også dybt charmerende, vanvittigt underholdende og proppet med citatguld. Som radiomanuskript kan man mærke, at bogen er skrevet episodisk, og den ene scene afløser den anden uden nogen nævneværdig fremdrift. Men som Anders siger: “Der går ikke lang tid mellem grinene.” Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Restaurant at the End of the Universe Shownotes til The Restaurant at the End of the Universe Anders har læst/oplevet: Beyond the Hallowed Sky af Ken MacLeod – En matematiker opdager FTL, og det får konsekvenser for verden i 2070. Hard sci-fi med politiske undertoner. Har set de første afsnit af Murderbot på Apple TV+ – underholdende, fanget af tonen, muligvis klar til at give Murderbot-bøgerne en ny chance. Jens har læst/oplevet: The Long War af Terry Pratchett og Stephen Baxter – En rodet og fragmenteret fortsættelse af The Long Earth, med et plot om intelligente hunde. Ikke videre imponerende. Har også set de første fire afsnit af Murderbot – meget begejstret, især over Alexander Skarsgårds præstation som Murderbot. Lytternes anbefalinger Henning anbefaler at dykke dybere i Stephen Baxters bagkatalog: Destiny’s Children – en serie om menneskehedens næste evolutionære skridt.

Ep. 125: Terry Pratchett og Stephen Baxter, The Long Earth

The Long Earth er en original Multivers historie fra et samarbejde mellem den humoristiske engelske Fantasy Forfatter Terry Pratchett og den mere klassiske Hard Scifi og Alt-History forfatter Stephen Baxter. Terry Pratchett (1948-2015) er jo en af de helt store humoristiske forfatter, der med sin originale Discworld serie igennem 35 bind skrev originale spekulative værker, bare sat i en fantasy setting, og brugte disse fortællinger til at satirisere over vores egen verden, og gøre nar af de grådige og hensynsløse. Bøgerne er på mange utrolig kloge og fjollede på samme tid. Baxter kender vi ikke så godt. Her har vi at gøre med en ingeniør/matematikker som har skrevet en masse alt-history og hard scifi og biologisk evolutions inspireret fiktion. Zeppeliner, stepning og en kartoffel I The Long Earth introduceres vi for en verden, hvor “stepning” – evnen til at skifte mellem parallelle verdener – pludselig bliver allemandseje takket være en DIY-guide på nettet. Med en kartoffel, lidt elektronik og et håndtag kan du træde fra vores egen “Datum Earth” og ud i en uendelighed af ubeboede jorder. Det lyder hyggeligt – indtil man husker, at der ikke nødvendigvis er fast grund under fødderne i den næste verden… Hovedpersonen Joshua er en “naturlig stepper”, der kan rejse mellem verdener uden at blive dårlig (de fleste får kvalme og kaster op – ikke just den ideelle ferieform). Han bliver rekrutteret af det dystert navngivne Black Corporation til at tage på opdagelsesrejse sammen med Lobsang – en kunstig intelligens, som hævder at være en reinkarneret tibetansk motorcykelmekaniker (!). Rejsen foregår i en steppe-kapabel zeppeliner. Hvad sker der med verden, når den åbner sig? Bogen leger med tanken: hvad hvis vi ikke længere var begrænset til én jord? Pludselig er det muligt at slå sig ned i en parallelverden, høste naturressourcer uden konkurrence og opbygge en ny tilværelse fra bunden. Længslen efter det enkle liv – væk fra overforbrug, politik og corporate bullshit – slår igennem i store dele af romanen. Men hvad sker der med dem, der ikke kan steppe? En del af romanens satiriske kant ses i fremstillingen af “phobics” – dem, der ikke kan træde mellem verdener. De bliver efterladt. Og det bliver politisk. En demagogisk skikkelse, Cowley, fremstår som talerør for den vrede, som opstår hos de efterladte. Det bliver hurtigt klart, at selv med uendelige muligheder, følger menneskelig konflikt og eksklusion med i bagagen. “It’s natural. Walking is. But what they call stepping? He shook his head. Nothing natural about that. You need a gadget to do it, don’t you? You don’t need no gadget to walk. Stepping. That’s not what I call it. That’s not what my granddaddy would have called it. We plain folk, who don’t have the education to know any better, have other words for practices like that. Words like unnatural. Words like abomination. Words like unholy.” – Cowley Prædiker for de efterladte Phobics Lobsang og Joshua i det uendelige multivers Lobsang og Joshua er bogens centrale makkerpar, og dynamikken mellem dem giver en del af historiens underholdningsværdi. Joshua er menneskelig, introvert og søger ro. Lobsang er overmenneskelig, charmerende – og manipulerende. Han ved for meget, siger for lidt og har hele tiden en bagtanke. Deres rejse i zeppelineren The Mark Twain er både en fysisk rejse og en filosofisk en af slagsen. Hvad betyder det at være menneske? Er Lobsang i virkeligheden bare en glorificeret chatbot med svagheder og følelser – eller er han mere menneske end mange mennesker? Scenen hvor Lobsang møder Joshua første gang, som en snakkende colaautomat (!), er rendyrket Pratchett-fjolleri. Men det udvikler sig hurtigt til noget dybere, særligt når de til sidst møder et gigantisk væsen i havet på en fjern verden: First Person Singular. For meget worldbuilding? Jens og Anders er ikke helt enige om vurderingen af The Long Earth. Jens giver den fire stjerner, Anders tre. Hvor Jens ser en underholdende og original what-if-fortælling med høj underholdningsværdi, ser Anders en bog, der forsøger for meget og samler for lidt op. Bogens opbygning – med mange sidehistorier, små indskudte karakterer og utallige verdener – føles nogle gange som en ustruktureret brainstorm, hvor kun halvdelen af idéerne lander sikkert. Den har satirens bid, science fictionens filosofi og eventyrets magi, men forsøger måske at gabe over for meget. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Long Earth Shownotes til The Long Earth Siden sidst Anders har læst/oplevet: Those Beyond the Wall af Micaiah Johnson – en efterfølger til The Space Between Worlds, med parallelluniverser, action og følelser med følelser på. Anders er meget begejstret. En roman om balletdansere af Meg Howrey – ikke sci-fi, men velskrevet. Anders har besluttet sig for at læse alt, hun har skrevet. Historical Dictionary of Science Fiction – fundet via podcasten The Illusionist. Et nørdet leksikon over sci-fi-ord og deres oprindelse. Murderbot Diaries – tv-serien baseret på Martha Wells’ bøger har premiere 16. maj på Apple TV+. Anders og Jens planlægger at se med. Jens har læst/oplevet: The Long War af Pratchett & Baxter – fortsættelsen af The Long Earth. Jens er i gang og glæder sig til at læse videre. Lytternes anbefalinger Carsten Fogh Nielsen: Anbefaler The Refrigerator Monologues af Catherynne M. Valente, som han interviewede på Fantasticon. Christian Enkel: Efterlyser mere anerkendelse af dansk sci-fi og linker til 128 danske sci-fi bøger. Bonus 🎤 SCIFI SNAK laver live-optagelse på Fantasticon søndag 1. juni kl. 13–14 i Støberiet, København. Temaet er humor, og bogen bliver The Restaurant at the End of the Universe af Douglas Adams. 📚 Oprindeligt ville Jens og Anders læse Infinity Welcomes Careful Drivers, men måtte droppe den pga. dårlig tilgængelighed. Douglas Adams to the rescue!

Ep. 124: Catherynne M. Valente, Radiance

En bog i tusind stykker Radiance er en slags litterær collage, hvor fortællingen om Severin Uncks forsvinden foldes ud i fragmenter: dokumentarfilmklip, forhør, breve, dagbøger, og en hel del radiodrama. Bogen kræver lidt tålmodighed – men giver til gengæld masser af stof til eftertanke. Læseren er detektiv og læser på samme tid i denne bevidst forvirrende historie. Det føles som at læse en stumfilm med voice-over fra både noir-detektiver og BBC-radioteater. Her er der ingen lineær plottråd – men en art drømmeagtig opdagelsesrejse, hvor man selv må finde forbindelserne mellem de mange karakterer og stilskift. Valente: Mythpunk litteratur med stort L! Catherynne M. Valente er kendt for sine spekulative romaner, der har vundet bl.a. James Tiptree, Jr. Award og Andre Norton Award. Hendes noveller er udgivet i Clarkesworld Magazine og flere antologier, mens hendes kritiske arbejde bl.a. findes i International Journal of the Humanities. I 2006 opfandt Valente termen mythpunk som en joke for at beskrive værker, der udfordrer folkeeventyr ved at blande myter med postmoderne teknikker. Og denne postmoderne cut-up teknik præger også Radiance Severin Unck og det store mysterium Kernen i historien er Severin – dokumentarfilmsinstruktør, hittebarn og datter af den gotiske stumfilmskunstner Percival Unck. Hun forsvinder under en ekspedition til Venus, hvor hele byen Adonis er lagt øde under mystiske omstændigheder. Kun en lille, umælende dreng, Anchises er tilbage. Det er under optagelserne i Adonis, at der sker noget, som får Severin til at forsvinde og nogle af hendes kolleger til at blive dræbt, men kun nogle få fragmenter af den stærkt beskadigede film fra optagelserne overlever. I årtier efter forsøger Percival at finde ud af, hvad der blev af hans datter, og han er besat af at lave en film om hende. I mellemtiden bliver Anchises, som nu er voksen, hyret af produktionsselskabet, der finansierede Severins film, til at hjælpe med at finde hende og i øvrigt alt, hvad der kan reddes af deres intellektuelle ejendom. Til dem der elsker stumfilm Valente har skabt en Jules Vernesk space opera med art deco-æstetik og en stærk kærlighed til stumfilmens guldalder, som også lidt minder om klassiske stumfilm som Himmelskibet af Holger-Madsen (Nordisk Film 1918), hvor Mars er befolket med frugtspisende pacifister filmet i en grusgrav. Det er bådet kitschet og sprudlende – og måske netop derfor lidt af en mundfuld. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Radiance Vores vurdering “Radiance” viste sig at være en af de sværere bøger at få armene helt omkring. Jens (⭐️⭐️) kæmpede lidt med Valentes højdramatiske stil og de mange detaljer og endte på to stjerner – en spændende bog, men også meget krævende og lidt for selvfed. Anders (⭐️⭐️⭐️⭐️) var lidt mere på Valentes bølgelængde og gav fire stjerner, fordi han nød bogens legesyge stil, vilde univers og dybe kærlighed til fortællinger – selvom overblikket nogle gange fortonede sig. Shownotes til Radiance Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Imposition of Unnecessary Obstacles af Malka Older – fortsættelsen om Mossa og Pleiti, de lesbiske detektiver fra Jupiter-kanten. “Stadig underholdende!” Orbital af Samantha Harvey – et døgn på ISS med 6 astronauter. Næsten ikke sci-fi, men rørende og smukt skrevet. Jens har læst/oplevet: Har genlæst Discworld romaner af Terry Pratchett – Særlig Going Postal har fornøjet. Lytternes anbefalinger til genlæsning Vi snakkede om genlæsning i forrige afsnit og fik masser af gode input! Majbrit siger: “Der er også noget hyggeligt ved at genlæse. Mærkeligt ikke? Hvorfor er det en fornøjelse at synke ned i en fortælling der ikke overrasker? Måske fordi de små ting overrasker? At man lægger mærke til det sproglige landskab, til forfatterens intention? Karakterernes udvikling står tydeligere frem, når handlingen betyder mindre? Hvis der er gået ti-tyve år siden sidst er det også en oplevelse hvor forandret en bog kan læses i det nye lys fra egne erfaringer.” Majbrit: Kim Stanley Robinsons Antarctica, Julian Mays Pliocene Exile, Dune – genlæses med nye øjne og erfaringer. Henning A.: Ole Henrik Laub – De døde i Vefby, Samuel Delany – The Einstein Intersection, Arthur C. Clarke – Against the Fall of Night, Niels E. Nielsen – Akerons Porte (også foreslået som en mulig bog til SCIFI SNAK). Anders A.: Culture-serien af Iain M. Banks (læst 3-4 gange med glæde), Great North Road af Peter F. Hamilton. Kaare: The Gone World (som faktisk var en genlæsning!) og Night’s Dawn-serien af Hamilton. JB Holten: Julian May – Pliocene Exile-bøgerne. Magnus: Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi – læst første gang som 18-årig og stadig værd at vende tilbage til. Janus: Genlæser Discworld og John Varleys Ophiuchi Hotline (Eight Worlds-serien). Ophiuchi Hotline beskrives som “Heinlein med humor og spræl – og uden den ubehagelige duft af protofascisme”, hvilket bestemt gør den tillokkende. Det er en skæv, idérig fremtidsfortælling, hvor menneskene må emigrere til resten af solsystemet efter at være blevet smidt ud af Jorden af overlegne aliens. Masser af sci-fi ballade, vilde ideer og en forfriskende anderledes tone.

Ep. 123: Tom Sweterlitsch, The Gone World

I denne episode kaster vi os over Tom Sweterlitschs labyrintiske tidsrejsethriller The Gone World fra 2018 – en bog, som både Kåre og Lise har peget på som en af de bedste læseoplevelser i 2024. The Gone World er ikke bare en sci-fi-krimi med kosmisk horror – det er også en bog, der blæser hovedet af læseren med tidslinjer, multiverser og metafysiske mareridt. Vi følger Shannon Moss, agent for den amerikanske flåde, der i 1997 bliver kastet ind i et brutalt drab på en hel familie – og som via teknologisk tidsrejse forsøger at finde spor til opklaring i fremtiden. Men fremtiden er ikke fast – og i horisonten lurer dommedag. Tidsrejse som opklaringsmetode Når Shannon Moss arbejder for Naval Criminal Investigative Service, gør hun det ikke kun med afhøringer og fingeraftryk – hun rejser frem i tiden for at finde spor. Når man rejser til fremtiden i The Gone World, rejser man ikke til den egentlige fremtid, men til en mulig version af den – og det er netop Shannon Moss’ metode: at hente viden i fremtidens varianter og tage den med hjem til sin nutid, “terra firma”. Men tid er ikke gratis. Shannon ældes i fremtiden – selvom hun vender hjem til det samme øjeblik, hun rejste ud fra. Hun er biologisk i 40’erne, men burde være 27. Hendes kolleger og familie ser hende ændre sig foran dem – og i nogle tilfælde møder hun dem igen som fremmede i fremtiden. Det skaber en både fascinerende og melankolsk stemning – en hovedperson i permanent eksistentiel jetlag. En brutal krimi koblet til kosmisk mareridt Allerede i første kapitel introduceres vi til dommedag. “The Terminus” – en dommedagsvision ude i fremtiden, hvor jorden er forvandlet til en frossen ørken, mennesker hænger korsfæstet i luften med sølvglimtende nanoteknologi i munden. Og i løbet af bogen rykker Terminus tættere og tættere på, hver gang Shannon rejser frem. Det bliver klart: Den sidste generation er allerede født. Klokken tikker. Og med stor opfindsomhed får Sweterlitsche koblet mordmysteriet og dommedag sammen. Multiverset, vardoggers og andre hjernevridere Sweterlitsch har ikke kun fundet på en enkelt tidsrejseidé – han har smidt hele fysik-biblioteket i gryden. Vi får “vardoggers” (et koncept lånt fra nordisk mytologi), som er steder, hvor grænserne mellem tidslinjer bliver tynde. Vi får kvanteknuder, simultane fremtider og nedslag i parallelle 2015’er – nogle fyldt med nanobotter og levende digitale kloner, andre mere hverdagsagtige. Nogle gange føles det som en blanding af True Detective, Solaris, Inception og Tenet – især fordi bogens scener ofte er så stemningsmættede og billedstærke, at man ikke helt fatter, hvad der sker, men alligevel bliver suget ind. Det er vildt, syret og af og til frustrerende. For mange idéer, eller bare nok? Der er scener i The Gone World, man sent glemmer. Et fremtidshotel fyldt med nanobotter. En samtale med en død forsker i form af en hologrammisk skikkelse. Et skovområde, hvor virkeligheden bølger og man pludselig befinder sig i en anden tid. Anders mener, bogen måske har for mange vilde idéer, der vælter rundt i hinanden – lidt for meget mystik, lidt for lidt hard sci-fi. ⭐️⭐️⭐️(⭐️) Jens er begejstret: “Den føles som en bog, hvor det hele kan gå frygteligt galt – og det er en del af charmen.” ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Man skal dog holde tungen lige i munden. Plottet er sammenfiltret, og uden en vis koncentration kan man nemt miste overblikket. Se et diagram fra This is Barry her Diagram udarbejdet af This is Barry (Se artikel her) Men for dem, der holder af True Detective vibes, kosmisk horror og tidsrejser med konsekvenser, er The Gone World en intens og unik læseoplevelse. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Gone World. Shownotes til The Gone World Siden sidst Anders har læst/oplevet: The Steerswoman af Rosemary Kirstein – Mere fantasy end sci-fi, med et spændende koncept om kortlæggere i en ukendt verden. The Imposition of Unnecessary Obstacles af L. M. Ricard – Efterfølgeren til Mossa and Pliety, hyggelig og Sherlock-agtig. Genlæst gamle yndlingsbøger som comfort reading under sygdom. Jens har læst/oplevet: Mickey 17 (film) instrueret af Bong Joon-ho – Sci-fi med Robert Pattinson som en “expendable” klon, overraskende sjov og fedt designet. Lytternes anbefalinger Henning anbefaler flere sci-fi-krimier: The Caves of Steel af Isaac Asimov The Investigation og The Chain of Chance af Stanisław Lem Dirk Gently’s Holistic Detective Agency af Douglas Adams Katrine nævner Cities in Flight af James Blish – mulig inspiration til Mortal Engines. Mads skriver om Coyote-trilogien af Allen Steele, som snart udkommer på dansk på ScifiCon i Randers. Hvad genlæser du? Andes er i gang med at genlæse bøger. Noget han kom på under sin marathon-influenza. Læs han blog her Hvilke scifi-bøger kan du godt lide at genlæse? Skriv i kommentarfeltet Bonus SCIFI SNAK er nu federeret! Du kan finde community og kommentarer på scifisnak.dk og Mastodon. Der ligger også en guide til, hvordan du kommer i gang med fediverset. Og Superkultur (Hennings blog) er nu også federeret. 🛸 Tak fordi du læser (og lytter) med. Næste gang tager vi Radiance af Catherynne M. Valente – en deco-punk, pulp, alt-history space opera. Det bliver mærkeligt. Og måske fedt.

• Transcript

Ep. 122: Malka Older, The mimicking of known successes

Månedens SCIFI SNAK har læst den første af indtil videre tre detektivromaner. Mossa og Pleiti bøgerne er skrevet af Malka Older, som vi tidligere har omtalt i forbindelse med hendes Infomocracy serie. Men nu har hun kastet sig over noget lettere og kortere med The Mimicking of Known Successes fra 2023 som er på bare 128 sider. Malka Older er ikke en hvilken som helst forfatter. Hun er Faculty Associate ved Arizona State University School for the Future of Innovation in Society. Hun har desuden over 10 års erfaring med humanitær bistand i blandt andet Darfur, Sri Lanka og Japan. Siden september 2024 har hun været direktør for Global Voices, der arbejder for at styrke informationsdeling uden om de store techgiganter. Et scifi og krimi mashup The Mimicking er en ret unik blanding. På den ene side er det science fiction med en detaljeret fremtidsvision på Jupiters ringer. På den anden side er det en klassisk cozy crime novel – den slags, man kunne forvente fra Miss Marple eller Midsummer Murders. Her er ikke tale om dystre, blodige mord eller traumatiserede detektiver. I stedet følger vi et mysterium, der langsomt folder sig ud, mens vi hygger os med scones, te og en god portion atmosfærisk verdensopbygning. Og så er bogen også en åbenlys hyldest til Sherlock Holmes. Mossa er en rationel, lidt socialt distanceret efterforsker med skarpe observationer og en nærmest Holmes-agtig logik. Pleiti bliver hendes Watson – den loyale, nysgerrige hjælper, der ofte er et skridt bagud, men som med sin menneskelige indsigt bidrager væsentligt til at løse mysteriet. Mysteriet: En forsvundet mand Plottet begynder med, at en mand forsvinder sporløst fra en af platformene. Mossa bliver sat på sagen og følger sporet til Valdegeld, hvor hun opsøger sin tidligere kæreste Pleiti. Sammen forsøger de at finde ud af, hvad der er sket. Er manden sprunget i døden? Blev han myrdet? Eller er der noget helt andet på spil? Efterhånden afdækker de en større konspiration, hvor flere aktører har skjulte dagsordener. Undervejs bliver Mossa angrebet af et genetisk genskabt rovdyr i et mauzooleum — en kombination af en zoologisk have og et mausoleum for Jordens uddøde arter. Forholdet mellem Mossa og Pleiti Selvom mysteriet er spændende, er det forholdet mellem Mossa og Pleiti, der er historiens hjerte. De to var tidligere kærester, men Mossa er følelsesmæssigt lukket og opslugt af sit arbejde — og Pleiti følte sig tilsidesat. Men i deres samarbejde genfinder de hinanden. Det er en smuk, underspillet romantisk fortælling, der balancerer perfekt mellem humor, sårbarhed og gensidig respekt. Temaer i bogen Bogen tager fat i flere spændende tematikker: Økologi og klimaforandringer: Hvordan genskaber man et stabilt økosystem efter en katastrofe? Kolonisering og miljø: Hvad betyder det at kolonisere et nyt miljø og gøre det beboeligt? Neurodiversitet: Mossa fremstår som en karakter på spektret — rationel, logisk og socialt akavet. Det er ikke i fokus, men subtilt til stede. Hjemstavnsromantik: Selv langt fra Jorden drømmer folk om den forsvundne planet og dens natur. Vores vurdering Vi var begge godt underholdt af The Mimicking of Known Successes. Jens giver bogen ⭐⭐⭐⭐⭐, mens Anders lander på ⭐⭐⭐⭐. For Jens var det især den stramme fortælling, den hyggelige tone og den spændende worldbuilding, der gjorde indtryk. Anders savnede lidt mere dybde i selve krimiplottet, men elskede også universet og forholdet mellem Mossa og Platy. Anbefaling: Hvis du er til intelligent sci-fi med en dosis gammeldags krimistemning, veludført worldbuilding og en subtil kærlighedshistorie, så er The Mimicking et oplagt valg. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Mimicking of Known Successes . SCIFI SNAK er blevet federeret Derudover har vi en nyhed: SCIFI SNAK er blevet federeret! Det betyder, at man kan følge vores site fra Mastodon og andre decentraliserede sociale netværk. Kommentarer fra Mastodon kan altså dukke op som kommentarer på scifisnak.dk. Man finde os som : @scifisnak.dk@scifisnak.dk Jens laver en guide på sitet, så man kan se, hvordan det virker. Siden sidst Anders havde læst Service Model af Adrian Tchaikovsky: En dystopisk og humoristisk fortælling om butlerrobotten Charles – eller UnCharles – som efter et fatalt barberuheld bliver frataget sin butlerstatus. Bogen balancerer en dystopisk melankoli med en Douglas Adams-agtig humor og viser en verden, hvor robotter kører i ring og forsøger at løse uløselige opgaver. Jens havde læst The Word for World is Forest af Ursula K. Le Guin: På planeten Athshe har jordboere koloniseret og udnyttet en skovklædt verden. Bogen er tydeligt præget af samtidens Vietnamkrig med referencer til brutalitet og napalm-lignende angreb, men har samtidig Le Guins karakteristiske tematikker om drømme, sprog og konflikt. Inspirationen til filmen Avatar er tydelig. Anders havde set Severance (Apple TV+) – Sæson 2: Serien handler om en chip i hjernen, der adskiller arbejdstid og fritid, hvilket skaber et klaustrofobisk og tankevækkende univers. Stemningen kan sammenlignes med Lost, men uden risiko for at kamme over i meningsløshed. Jens havde læst bog to i Mossa og Pleiti-serien: Overgangen fra bog ét til bog to føles helt naturlig, fordi bøgerne er så korte, at man bare får lyst til at læse videre. Anbefalinger fra lytterne Vi bad vores lyttere om at dele deres bedste læseoplevelser fra 2024 – og der er kommet guld ind! Kåre anbefaler The Library at Mount Char fra 2015: “Det er det mest episke, vildeste og vanvittige scifi, jeg har læst i 10-20 år.” Lise og Kåre er begge begejstrede for The Gone World af Tom Sweterlitsch. En blanding af True Crime og Inception. Henning anbefaler Stanislaw Lems Eden og The Clockwork Rocket af Greg Egan.

Top 3 Scifi bøger 2024

Lyt til udsendelsen her: På en fælles førsteplads Igen i år var vi meget enige om årets bedste bog: The Deluge Stephen Markley (ScifiSnak ep 118: The Deluge). Bogen er lidt af en moppedreng på omkring 900 sider, der sagt meget kort handler om klimapokalypsen og alle de tilhørende politiske, sociale og kulturelle konsekvenser – sådan cirka de næste 10-15 års tid – og den kommer vidt omkring. Der er et centralt persongalleri på 6-7 personer, vi drøner omkring i det meste af USA, og historien udspiller sig fra cirka nutid (2013, for nu at være præcis) frem til 2040. Det er en bog der godt kan tynge humøret lidt. Så ud over at være lang er den altså også lidt hård at læse. Men den er hele besværet værd synes vi. På andenpladsen På andenpladsen kom to bøger fra hhv 1969 0g 1972. Så altså godt med år på bagen for runner-ups. Anders: Dune Messiah Frank Herbert: Dune: Messiah (1969) fra episode 114, er den anden del i Dune-serien – en episk saga om politik, religion, miljø og ambitioner. Bogen fortsætter historien om Paul Atreides, som i første bog blev kronet som kejser af det galaktiske imperium – men efter en langvarig jihad og udryddelsen af 61 milliarder af borgere på tusindvis af planeter er Paul måske blevet det han frygtede (men delvis havde forudset) – og han må slås for at bevare kontrollen mens magtfulde modstanderer konspirerer om at omstyrte ham. Dune Messiah var lidt af en gyser at kaste sig over, fordi vi var bekymrede for, om vi overhovedet ville kunne lide den. Men med to gange 5 stjerner sejrede Frank Herbert endnu en gang i SCIFI SNAK og meldte sig samtidig ind i Hall of Fame klubben af forfattere, som vi har læst tre gange. Jens: Ecotopia Enest Callanbach’s Ecotopia (1972) er fra A Mock Book’s Gaia-serie. Her besøger vi et økologisk utopia, i en verden hvor vestkyst-staterne i USA har løsrevet sig fra unionen. Fortælleren er en amerikansk journalist, som får lov til at komme over grænsen, og skrive hjem til sin avis om livet i Økotopia, som ingen amerikanere kender til. Landet er nemlig lukket for udveksling med sin kapitalistiske og forbrugeristiske nabo. Callenbachs bog er et spændende tidligt blueprint på, hvilke løsninger der skal til for at skabe et bærdedygtigt samfund. På tredjepladsen Anders: In Ascension – af Martin MacInnes. Romanen fortæller historien om Leigh, en ung pige, der vokser op i Holland midt i klimaforandringernes kaos, og bliver en havforsker, der udforsker dybe kløfter og mystiske fænomener dér, og senere kommer med på en rum-mission som skal undersøge en anomali i udkanten af solsystemet. Jens: Translation State Af Ann Leckie: Translation State af Ann Leckie er en finurlig og tankevækkende science fiction-roman, der foregår i det samme univers som hendes prisvindende Ancillary-serie. Historien følger tre hovedpersoner, hvis liv væves sammen af en gammel og uløst gåde: den mystiske forsvinden af en Presger Translator, en gådefuld hybrid skabt til at kommunikere med en fremmed, nærmest ufattelig race. Enae bliver sendt ud for at løse mysteriet, mens Reet opdager, at han selv måske er nøglen til noget langt større, og den unge Translator Qven står over for valget mellem pligt og identitet. Romanen udforsker temaer som identitet, kommunikation og relationer i en galakse fyldt med politiske spændinger og kulturelle forskelle. Det er klassisk Leckie med alle de sædvanlige weirdo ideer, mens også med enormt meget hjerte.

Ep. 121: J. G. Ballard, Verden under vand

J.G. Ballards “Verden Under Vand” (originaltitel: “The Drowned World”) er fra 1962. Ballards roman tager os med til år 2145, hvor voldsomme solstorme har smeltet polerne og forvandlet størstedelen af jorden til en tropisk sump. Havene er steget med 30 meter, og de fleste storbyer ligger under vand. Vi følger Dr. Robert Kerans og hans videnskabelige team, der undersøger ændringerne i det oversvømmede London, mens de kæmper med mærkelige, primitive drømme og en gradvis mental regression. En verden uden tekniske fremskridt Ballards er ikke en scifi forfatter som den slags er flest. Hans fremtidsvision virker totalt uinteresseret i de teknologiske landvindinger. Kerans og Co tøffer rundt i det sumpede landskab i osende dieselskibe og helt almindelige larmende helikoptere. At historien foregår i 2145 synes mest at være for, at vi, som læsere, accepterer de store ændringer. Vi dykker ned i Ballards særegne skrivestil, der har givet anledning til adjektivet “Ballardian.” Det er en stil som ikke interesserer sig for den direkte plotopbygning, men mere beskriver dystopiske modernistiske visioner og de psykologiske effekter af teknologiske, sociale eller miljømæssige udviklinger. En del af Gaia serien Udgaven vi læste var fra A Mock Book, som vi havde i studiet i juni 2024. Her fik vi en ordentlig stabel papirbøger, som alle var del i Gaia serien. En serie bøger der alle udforsker temaer som kan hjælpe os med at tænke anderledes om den planetære krise. Jacob Lillemose fra A Mock Book udvalgte “Verden under vand” som hans anbefaling. Lyt med når vi udforsker en tankerne i en fremtidsvision, hvor London er blevet en tropisk lagune, og menneskets bevidsthed svømmer tilbage mod en urtid, vi troede var glemt. Er Kerans’ rejse mod syd en flugt eller en søgen efter et tabt paradis? Jens og Anders har SCIFI Snakket “Verden under vand.” Shownoter til Verden under vand: Anders: Har læst Richard Powers’ “Playground” – en øko-agtig drama med et avanceret AI-element, der sniger sig ind i sci-fi-genren. Afsluttede Spin-trilogien af Robert Charles Wilson med Axis og Vortex – forskellige historier i samme univers, mere klassisk sci-fi-agtige end den første bog. Læste “Rose/House” af Arkady Martine og John Scalzi’s “The Collapsing Empire”. Har set “Dune: Prophecy” på HBO Max og er i gang med et Star Wars-marathon. Anbefaler “Everything, Everywhere All at Once” for en vild multivers-oplevelse. Læst “Children of Memory” af Adrian Tchaikovsky og ser frem til “Service Model”. Genser “Severance” sæson 1 og lytter til den officielle podcast. Jens: Har dykket dybere ned i A Mock Books’ Gaia-serie: “Ecotopia” af Ernest Callenbach fra 1972 – en fremsynet øko-utopi om et uafhængigt, økologisk Californien og Seattle. “Ordet for Verden er Skov” af Ursula K. Le Guin. Et bud på økologisk science fiction i hendes Hainish verden. Har desuden læst “Discord In Scarlet” af A. E. van Vogt – novellen som var inspiration for Alien-filmen. Og set “The Substance” – en weird sci-fi body horror film med Demi Moore og Dennis Quaid. Fra Goodreads og Scifisnak.dk: David anbefaler “In Universes” af Emet North – en debutroman om en queer fysikers søgen efter kærlighed og tilhørsforhold på tværs af tid og rum. Henning sammenligner “Spin” med Stephen Kings “Under the Dome” i temaet om lukkede verdener. Husk at følge med i vores Goodreads-gruppe, hvor du kan se, hvordan andre læsere har bedømt bogen og deltage i diskussionen. I næste episode… Vi skal læse Malka Older “The Mimicking of Known Successes” fra hendes serie The Mossa and Pleiti Investigations. Se serien her på Malka Olders blog.

Ep. 120: Robert Charles Wilson, Spin

Robert Charles Wilson er en amerikansk-canadisk scifi-forfatter, født i 1953. Han har udgivet romaner siden midten af 80’erne. Han vundet flere priser, bla. en Philip K. Dick Award i 1994, og en Hugo for “Spin” som udkom i 2005. “Jeg var 12 og tvillingerne var 13 , den nat hvor stjernerne forsvandt fra himlen”. “Spin” følger tre venner – Tyler Dupree og tvillingerne Jason og Diane Lawton – der en nat, mens de er tidlige teenagere, oplever at Månen og stjernerne pludselig forsvinder fra himlen. Det viser sig at Jorden er blevet indhyllet i en mystisk membran som skjuler resten af galaksen, men også gør at tiden inde på Jorden går meget langsommere end udenfor – faktisk går der hele 3,17 år i Universet for hvert sekund der går på Jorden. Det er ikke bare mystisk, det har også potentielt katastrofale konsekvenser. For når man regner på det, er solens død som rød kæmpe kun 50 år væk! Bogen er meget opfindsom i sin fortælling om spændende teknologiske landvindinger. For eksempel er ikke noget problem at terraforme Mars, når der går 8,5 mio. mars-år på en jordmåned. Samtidig skriver Robers Charles Wilson meget levende og interessant om begivenheder i de tre ungdomsvenners livsbaner. Jason bliver den ledende membran-forsker i organisationen, mens søsteren Diane hensygner i en religiøs kult. Og Tyler er vores lidt passive fortæller, der springer til, hver gang tvillingerne ringer. Bogen spiller på den helt store klinge over 4 mia. rumår. Samtidig udforsker den samfundets reaktion med udsigt til dommedag. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Spin.” Shownoter til Spin Anders har læst Theis Ørntofts “Jordisk” og Helen MacDonalds “Prophet” Jens Er i gang med Nona the Ninth (the locked tomb bog 3 af Tamsyn Muir ) Megafedt mix af Nekromantiker-magi og science fiction i et meget anderledes univers. Vildt forvirrende men også meget fascinerende og unikt.