
63. En utraditionel vej til EM og DM-guld
Kan man blive dansk mester og kvalificere sig til EM, selv om man først for alvor begynder at svømme som voksen? Shawn Wolf fra Pro Swim Esbjerg har taget en vej, der ikke ligner den klassiske svømmekarriere. Han stoppede som barn, dyrkede atletik, amerikansk fodbold, crossfit og styrketræning, uddannede sig til kok og vendte først tilbage til bassinet efter en bytur og en udfordring fra vennerne. To år senere er han dansk mester i 50 meter brystsvømning og udtaget til EM i Paris. I samtalen med gæstevært Klaus Bach Christensen fortæller Sean om den eksplosive udvikling, træningen i Pro Swim og samarbejdet med træner Bo Jacobsen. Han deler også, hvordan en notesbog, små mål og en stærkere tro på processen var med til at vende en periode med skuffende resultater. Shawn fortæller åbent om sin direkte facon, om at kombinere elitesport med et fysisk krævende arbejdsliv som kok og om behovet for at skabe økonomisk værdi gennem sociale medier og sponsorer. Vi kommer også tæt på familien bag karrieren. En mor med OL- og international erfaring, en amerikansk far med svømmebaggrund, en storebror som fysisk træner og en svigerfar, der samtidig er hans svømmetræner. Samtalen udfordrer samtidig flere klassiske forestillinger i svømningen: - Skal alle svømmere følge den samme vej? - Skal man nødvendigvis svømme mange kilometer for at blive hurtig på 50 meter? - Og kan sen specialisering og erfaringer fra andre idrætter være en fordel? Et afsnit om selvtillid, specialisering, styrketræning, arbejdsliv og modet til at satse, mens muligheden er der. For som Shawn selv siger: “Man kan altid være kok, når man er 40. Men man kan ikke rigtig være svømmer, når man er 40.” Medvirkende: Shawn Wolf, Pro Swim Esbjerg Gæstevært: Klaus Bach Christensen


















