Skip to content
Artwork for Ledelse indefra - m. Ulrik Toft
BusinessManagement

Ledelse indefra - m. Ulrik Toft

UKON Podcast

Ledelse optager os! Det forandrer, fryder og forfærder. Ledelse indefra åbner skjorten! På noget og på nogen. Vi gider ikke historier om heroisk og sublim. Hellere personlig og følbar. Pod casten er en undersøgelse af danske lederes oplevelse af sig selv i grænselandet mellem professionel og privat. Om hårde mål og krav og evnen til at indfri dem på en bæredygtig facon. Vi inviterer mennesker i studiet til at fortælle om mærkbarhed, drivkræfter og øjeblikke hvor tiden stod stille eller noget brød i brand.

Play
  • 20 episodes
  • monthly
  • Avg 45 min
  • Danish
  • Friday · 36 min

    Brian Brøndum Møller – "Der er mange mennesker, der er afhængige af, at jeg er den bedste udgave af mig selv”

    Valg af ståsteder for hospitalerne og dets mange aktører. Herunder sundheds- og hospitalsdirektøren. Det er hovedtemaet i samtalen med Brian Brøndum Møller. Ståsted 1: Ikke lade frygten for ansvar og konsekvenser tage bolig. I stedet lade maksimal energi rette sig mod alle de positive forbedringer og effektfulde initiativer, der sættes i spil. Ståsted 2: Kend og stå ved de dyder, der er fundamentet for dig som menneske og dermed som leder. Herunder kærligheden til det sande og positiv forventning til morgendagen. Ståsted 3: Man dannes i høj grad af sine ord, beslutninger og handlinger. Når man prioriterer, tænker og handler på bestemte måder tusindvis af gange, så bliver man i høj grad til produkt af dette. Derfor desto mere afgørende at vide, hvad der former én, hvad der er vigtigt – og tilvælge klogt. Ståsted 4: Skriv en nytårstale og lav aftaler med dit spejlbillede. Har du noget på hjerte for det nye år? Hvad skal især prioriteres og have mere plads? Hvad skal du gøre klart mindre af i det nye år? Brian har gjort det i en årrække, og det har en forbavsende god effekt. Ståsted 5: Brug dine bilture, hundeture og løbeture. ”Fantastiske muligheder for under åben himmel at spole dagen igennem. Og at spole egen indsats igennem. Ikke at slå mig selv i hovedet, men at lære. Og se om der er noget, jeg skal have justeret ind. Der er mange mennesker, der er afhængige af, at jeg er den bedste udgave af mig selv”.

  • June 24 · 43 min

    Adam Price – "Det er nødt til at være meget personligt"

    Hvad ser barnet sin far elske at gøre? Barnet elsker netop dét. Det smitter. Når der er en begejstring at lade sig smitte af. Adam taler med begejstring om lykken i køkken. Om kærlighed til at skabe noget, mad eller dramatik, der meningsfuldt og emotionelt griber sit publikum. I øvrigt: Skal ledelse kunne bevæge et publikum? Podcasten har ikke en officiel holdning, men hepper på de ledelsespraksisser, som formår det. 😉 Dialogen med Adam berører det kreative rum, som i scenekunsten må acceptere præmissen om absolut frihed. Uskrevne regler om, at dét dér kan du ikke sige, eller at nogen har abonnement på det rigtige og det forkerte, det dur simpelthen ikke. Det gør det vel egentlig heller ikke i organisatoriske sammenhænge, selvom det sker alt for ofte. Du er nødt til at kunne være i det åbne og overraskende terræn. Også som leder. Fjerne skyklapper, forsigtighed og fintfølende fornemmelser. Det handler om at sætte noget fri, som ikke er endnu. Også dit eget behov for styring. Ellers er der for fladpandet energi at arbejde med. Og det flytter ingenting. En sidste ting fra Price-dialogen til ledere (med inspiration fra serien The West Wing): “Når du er en gennemsnitligt begavet leder, så sørg for at omgive dig med medarbejdere, der er mere begavede. Er du en højt begavet leder, så omgiv dig med lige så begavede medarbejdere – som er uenige med dig." Til medarbejdere: Tryktest din manuskriptforfatter (læs: leder); hvad er egentlig det særlige, hun har på hjerte? Bevæger det dig, er der ånd og autenticitet, eller kan du mærke, at du får mere lyst til at komme hjem i eget køkken og mærke den begejstring, der er der?

  • May 11 · 48 min

    Birgitte Hjort Sørensen – "Jo ældre jeg blev, jo større blev lysten til at sige, hvad jeg tænkte"

    Vi kender hende fra succesfulde film og tv-produktioner: Borgen, Game of Thrones, Marie Krøyer. Birgitte har fyldt mange store filmroller ud og har lyst til: “…at det nu skal handle om noget andet end mig.” Når man vil ændre noget, forandrer det sjældent noget at råbe fra sidelinjen. Man er nødt til at investere sig selv og vove at gøre sin stemme og rolle gældende. Det forstod Birgitte som elevrådsforperson og er kommet i tanke om, hvor skønt det er at arbejde formålsdrevet. Vi taler med hende om inspiration, besvær og personudvikling fra kunstens verden, og hvordan de erfaringer på forskellig vis kan overføres på organisatorisk liv og ledelse. Blandt andet om betydningen af visuelt appellerende storyboards, klar retning og frihed for aktører til at skabe mest mulig værdi. Og prisen, alle betaler, når grundideen vakler, når fri udfoldelse overdrives og strukturerende rammer glimrer ved deres fravær.

  • April 27 · 41 min

    Frank Meier – "Humane individer er ikke det mest afgørende for ledelse"

    Coach Al Pacino siger i Any Given Sunday, før den store Football final: "The inches we need are everywhere around us. They're in every break of the game, every minute, every second”. Frank Meier minder lidt om Pacino. Særligt ift. sin forståelse af ledelse, som noget der udspiller sig overalt i både genkendelige konturer og overraskende formater. Med overdrevent fokus på klassiske humane ledelsesfigurer og alt for ringe forståelse af de mange nonhumane faktorers indflydelse på mere end det, som det gennemsnitlige øje ser. Han langer stilfærdigt ud efter egen forskningsstand og forstår ikke, hvorfor så megen forskning og ledelsesrådgivning fortsat rider de samme heste som for 30, 40 og 50 år siden. Blandt ift. personlighed, anvendelse af afdækkende personlighedstests, harmonisering af lederfiguren, manglende nysgerrighed, udfordring af dark leadership og forbundethed og repræsentation i agency.

  • March 25 · 38 min

    Poul Joachim Stender – "Det er meget svært at slippe livet, hvis ikke du har levet livet, før du dør"

    Spiller jeg en tilstrækkelig rolle i livet? Falder rampelyset på mig i den ønskelige lyssætning? Det spørger Poul Joachim Stender om. Og svarer selv med udgangspunkt i eget liv og egne erfaringer. Hvis virkeligheden driller, så skift briller. Tænk mindre på din egen plads på scenen. Interessér dig i stedet for de andre omkring dig, og mærk en uforklarlig skøn glæde sprede gode ringe i livet. Så ulogisk det end måtte lyde i vores tid; Spil en understøttende birolle i fremhævelse af og hjælp til andre. Så mærker du pludselig, at det er større at tjene, end at lade sig tjene. Stender er i god holdningsform med adgang til eksistentielle og mellemmenneskelige perspektiver. Og er selv nået frem til at fællesskaber omkring måltidet kombineret med perioder af unyttighed suppleret med selvforglemmelse – er regenerative stier for mennesket at vandre ad.

  • February 11 · 42 min

    Vincent F. Hendricks – "Baloo-trekanten og hovedrollesyndromet"

    Selv en af landets hurtigsttalende og vidtløftige tænkere kan beslutte sig for at lade sin ytringsvillighed og synlighed gå i hi. Det gjorde Vincent i sin gymnasietid, hvor han oplevede sig som the odd one out, der ikke kunne lure de sociale koder og følgelig valgte at fokusere eksklusivt på undervisning og forpligelser fremfor festligt gymnasieliv. Verden åbner sig efterfølgende anderledes med ophold i New York med stærk oplevelse af, hvad et spejlende venskab formår at forløse. Menneskelig interaktion, rationalitet og moralfilosofiske perspektiver handler denne podcast om. Om logikken i nulsumsspillet og tillid som forudsætning for at skabe mere interessante plussumsspil. Herunder Rousseau´s teori om fælles Hjortejagt fremfor individuel kaninjagt. Mest handler den dog opmuntrende om, hvad der er helt nødvendigt for det at være menneske. Og at det vi tror er nødvendigt for at leve et godt liv ofte ikke er det.

  • January 13 · 49 min

    Caroline Ahlgren Tøttrup – "Man kan ikke hælde udvikling ud over andre"

    Bevidst udviklende organisationer anerkender præmissen om, at det menneskelige potentiale er uudgrundeligt og grænseløst. Der er masser af grænser og selvvalgte punktummer, der kan overskrides. Udfoldelser og forståelser der kan kvalificeres til glæde og berigelse for noget og nogen. Hvordan tackler man bedst ledere (og mødre😊) der tilsyneladende viser omsorg og interesse, men i virkeligheden forklæder sin skjulte magtudøvelse og behov for at kontrollere? Vi kigger også på, hvilke stadier af professionel modenhed ledere og medarbejdere navigerer ud fra og hvilke muligheder og begrænsninger, det tilbyder den organisatoriske muskel. Episoden tager afsæt i Carolines bogudgivelse; Udvikling med Mening, og nogle af dens interessante betoninger af, hvad der skaber tørskoede trædesten til sunde bevægelser for den enkelte og fællesskabet. Og hvad der er klogt at svømme udenom.

  • Nov 24, 2025 · 42 min

    Theis Petersen – "Hvad kan den ”corporate” verden lære af ledelse af frivillige?"

    Grønne koncerter er guld værd. For de der er med, de der får andel i det beløb, som otte koncerter kaster af sig – og de som har brug for at vide, hvordan man mobiliserer enorme mængder af frivillige. Frivillige som bare får det hele til at spille uden at spilde. Det sidste er som at se en myretue i fuld vigør og ditto kontrol. Kan andre dele af civilsamfundet eller offentlige organisationer lære nye tips og tricks af den velsmurte og high-performing festivalmaskine? Hvilken rolle spiller det, at Theis kommer fra en teaterbaggrund, er udpræget tillidsfuld og godt kan li´ at få tingene til at spille? Sidst i podcasten afspilles der skøn musik, som tegner en besnærende skitse af et af Theis´ grundtræk, som han undrer sig over, men ikke påtænker at lave om på.

  • Nov 3, 2025 · 53 min

    Lea Korsgaard – "Jeg vil se alle sommerfugle for at finde ud af, hvorfor jeg vil se alle sommerfugle”

    Sommerfuglens vinger er som bekendt noget af det skrøbeligste, fineste og stormvækkende naturen sætter i scene. Lea er ikke nogen sommerfugl. Eller er hun? Man kommer lidt i tvivl undervejs. Farverne, de flaksende bevægelser og et magnetisk indtryk på baggrund af begejstring, synspunkternes klarhed og evnen til at dvæle ved det forunderlige. Herunder bedstefaderens naturvandringer, søgen efter poesi, evighed og Gud. Derigennem sig selv. Ellers de tidsubegrænsede feedback-sessions med begejstrede Zetlanders, som har så meget på hjerte, at de ikke frygter, men griber andres blik og opfattelse af dem.

  • Oct 16, 2025 · 49 min

    Henrik C. Wegener – "Når ansvaret tager nattesøvnen"

    At stå alene er eksistentielt grundvilkår for mennesket. Graden af det varierer – og for nogen er det en lise og for andre en mara. Topledere mærker tyngden af ansvar og konsekvenser af beslutninger. Og føler sig mere alene i rollen end andre. Det påhviler dem at handle værdigt og omsorgsfuldt overfor virksomhedens ansatte. Og samtidig skal de gøre det nødvendige for forretning og udvikling. Københavns Universitet har 10.000 ansatte, 40.000 studerende og forskere og en omsætning på over 11 mia. kr.Institutionen er grundlagt 2 år efter Christian den 4.´ fødsel i 1577 og har en kæmpe betydning for viden, dannelse og bidrag til kommerciel virksomhed i Danmark. Henrik Wegener har stået i spidsen for KU de sidste 8 år. Det har været sjovt og meningsfuldt, kostet nattesøvn og anledning til mange hovedbrud. I podcasten fortæller Henrik om sin opvækst, moderens 2 CV, skolens tvivl og egen livsrejse ind i forskning, tillidsmandater og følelsen af et ansvarstungt åg, som ingen vidste om.

  • Sep 12, 2025 · 40 min

    Sia Seidler Berro – "Det handler om at stille sig midt i flokken og sige ”lad os finde ud af det her sammen”"

    Sia betyder: Den der er i balance vinder! Eller det gør det ikke direkte, men det kunne det godt have gjort. Sia er fortællingen om èn der vinder tillid og opbakning til sit lederskab. Og får det halve kongerige i form af DRs Vinderpris i programmet Cheferne. Hvad sker der i øvrigt egentlig med et barn, hvis familie pludselig beslutter sig for at Kenya skal være ramme for ny familiebase i en årrække? Hvem bliver man til efter 3-4 år det sted og hvad lærer man af sine forældre, som har andre meget på hjerte. Og igen; hvorfor var det nu, at hun vandt?

  • Aug 21, 2025 · 43 min

    Steen Hildebrandt – "Hvor meget skal planeten lide, før vi ændrer vores adfærd?"

    Du begriber med dine begreber. Det er en Hildebrandt classic. Og mere rigtig og vidtfavnende, end vi forstår. For dit begrebsapparat er ikke kun alt det kloge, du ved. Det handler også om din ubevidste måde at se verden på, vurdere værdien af andre mennesker og hvad du opfatter som selvfølgeligt og rigtigt. ”Det skal blive værre på planeten, inden det bliver bedre”. Men lad os ikke gøre det ret meget værre, inden vi sætter nye briller, forståelser og standarder for øjnene. Vigtige betoninger fra et dannet og humant menneske fra en skov i Gram; Steen Hildebrandt.

  • Jun 26, 2025 · 35 min

    Jørgen Grønnegård Christensen – "Magtbalancer, Ministerhierarki og Minksag"

    En af de mest benyttede figurer i analyser og udredningsarbejde i den statslige centraladministration gæster UKONs podcast og forklarer logikker, magtbalancer og udviklingsryk i samspillet mellem ministerier og departementer. Herunder kommentarer til Magtudredning, Minksag og erstatninger og hvilke ministre, der i særlig grad sidder for bordenden og hvilke, der er afhængig af bordendens godkendelse. Og endelig præsenterer han diverse perspektiver på, hvad god ledelse er. Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, er gæst i denne episode af Ledelse Indefra.

  • Jun 23, 2025 · 43 min

    Elisabet Skov Nielsen – ”Vi er alle aktører – om vi vil det eller ej"

    Hvad er det nødvendige Leadership Work m.h.p. at udvikle stærkest muligt organisatorisk aktørskab? Det spørgsmål er måske et af de hotteste lige nu. Organisationer og virksomheder er på jagt efter formler, findings fra forskningen eller fremtidsforståelser, der i højere grad kan sætte potentialer, power og commitment på fri fod og dermed få bedre adgang til at realisere gældende målsætninger. Netop det har Elisabet forsket i de sidste 3 år. Podcasten søger at udkrystalisere hvilke greb, lederen kan benytte, og hvilken gevinst der er at høste for alle organisatoriske aktører. God at blive klog af for både medarbejdere og ledere.

  • May 28, 2025 · 43 min

    Marianne Livijn – ”Gad vide om der er noget, der er bedst designet andre steder end hos topledelsen?”

    Livet for mange danskere er grundigt påvirket af deres leders udsyn. Hvad får hun eksempelvis øje på, når hun kigger på valg af organisering? Har hun briller, der formår at aflæse sammenhænge, flaskehalse, tordenskjolds soldater og forældede incitamenter? Eller er det mere en fedtet læsebrille med kort udkig? Spurgt på en anden måde: Er organiseringen for din chef mest et stabilt diagram, der sikrer adgang til et skrivebord og funktionsbeskrivelser eller er det i højere arkitektens mulighed for at tænke kreativt om anvendelsen af ressourcer og smartere iscenesættelser? Marianne deler erfaringer og værktøjer til at sætte din organisations små og store puslespilsbrikker sammen på nye måder. Og du kender det jo selv; man kan spille dig dårlig og man kan spille dig god. Sådan er det også med en organisation. Den har brug for bedst mulig organisering for at være sit bedste jeg.

  • Mar 3, 2025 · 43 min

    Lisa Kjær – "Hvis man har evnerne, så skal man bruge dem"

    Eye of the tiger. Det blik møder én, når man træder ind på måtten. Ind i arenaen for at møde verdens bedste taekwondo-kæmpere. Men blikket bærer man også selv med sig. Viljen til at overkomme for at opnå. Samtalen med Lisa kredser om den fysiske præstation at stå ubesejret i 8 år. Men zoomer i højere grad ind på menneskelig psykologi. Om at være der for nogen, om at acceptere sygdom og begrænsning, om at skifte ind og ud. Om at være reelt til stede for dem, man er noget for og som er alverden for én.

  • Dec 3, 2024 · 56 min

    Thorkild Olsen – "Resonansfællesskaber og de små tings lykke"

    Resonans handler om at det svinger godt. Ikke at det er harmonisk. Men at der er swung i det. I mødet eller sanseligheden med noget eller nogen. Der, hvor man mærker nålen falde ned i rillen og skabe den musik, som forbinder, erindrer og fornyer én. Ønsket om kontrol er legitimt, når det udøves af Skat, fabriksdirektøren og grænsevagten. Men kontrollen i mødet med verden forstået som naturen, erindringer, relationer og mødet brutaliserer fremfor at dramatisere. Vi er nok nødt til at træne og skabe anledninger for at vi kan forbinde fremfor at betvinge, mærke fremfor at styre. Accelerationen i samfundet og i vores liv er øjensynlig uafvendelig. Det skal ikke håndteres ved at forøge egen fart, effektivitet eller ved at decelerere. Derimod anbefales en ny forholdemåde: resonansfællesskab. Hvad er det og hvordan skaber man det i sit liv? Det er ikke nemt at svare på og vanskeligere endnu at praktisere. Men muligt. Der er håb.

  • Nov 4, 2024 · 45 min

    Anette Bechmann Kalle – "Nogle gange slår intuition bare ikke til"

    Hvad betyder det egentlig, når ens mor siger til én som 11-årig, at man skal kunne sørge for sig selv, når man bliver voksen? Hvor særlig må en person fra en opvækst præget af beskedenhed og ikke for store armbevægelser have lov at føle sig? Er det befordrende, usundt eller en nationalret at føle sig signifikant, betydningsfuld og indimellem decideret kampafgørende? Hvem bliver man til, hvis man ikke kender sine egne superkræfter og hvordan balancerer man klogt sit store drive og kan-selv power, så det ikke ledelsesmæssigt tager kvælertag på den kollektive intelligens? Ærlige betragtninger fra Anette som udover at afsløre sit eget yndlingsbagværk også inviterer indenfor i en CEO´s ansvar, krisehåndtering og selvafsløring.

  • Oct 22, 2024 · 1 hr 1 min

    Jesper Nøddesbo og Sara Slott Petersen: "Hvad sker der i omklædningsrummet?"

    Præstation lig med identitet er en superhelteligning, som fungerer for Avengers. Men for mennesker er det en ubarmhjertig blender at havne i. Er man mest sit sande jeg, når man præsterer på verdenstoppen? Eller hvem er man, når man midlertidig er usynlig? ”Det er så nemt, når det går godt, men når du er sat ud af spillet og skal kæmpe dig tilbage; der viser du dit sande jeg” Sara og Jesper kigger bagud og indad og elsker, hvis du ikke spørger, hvad de skal bagefter. For som topatlet er nu´et det sande og definerende. Morgendagen derimod er ukendt og en form for trussel mod det man er, kan og vil. Derfor holdes den længe ud i strakt arm. Når så karrieren er afblomstret melder sorgen sig og man må i gang med at genopfinde sig selv og sit nye livsvirke. Lærerige og humørfyldte vinkler og grin fra to af eliteklassens mest charmerende sportsligheder – med relevans også for amatører.

  • Oct 7, 2024 · 52 min

    Anders Trillingsgaard – "Ledelse skal ikke forstås som noget, nogen gør ved andre"

    Søskendes slåskampe er mulige at stoppe og konverte til noget langt mere frugtbart via den rigtige ledelsesproces fra forældreside. Magt og ansvar er ikke ting eller nulsumsspil, der enten er hos den ene eller den anden. Og tilsvarende er ledelse ikke noget man gør ved andre. Kærligheden til ideer og grundig viden får Anders til at skrive bøger og artikler for hvad nu hvis, man gjorde sådan her eller tænkte om det på en anden måde. Og så møder han pludselig en mand fra North Carolina, der siger at… og en far fra Risskov der positivt bekræfter. Heraf: Et heureka øjeblik: en opdagelse af pludselig indsigt.

Showing 1–20 of 20 episodes