
Anja Monrad: Om mangfoldighed som forretning og om at vælge karrieren og livet til
Anja Monrad har tilbragt tre årtier i europæisk tech. Hun kom til Danmark fra Polen som treårig, startede i Digital i 1990'erne og blev marketingchef som 29-årig, fordi hun havde sagt højt, at marketing fungerede dårligt. I 23 år var hun i Dell, hvor hun først fik ansvaret for 32 lande i Central- og Østeuropa og til sidst blev øverste chef for Vesteuropa. I dag er hun bestyrelsesforperson i teknologikoncernen Trifork, sidder i bestyrelsen for Bunker Holding, er næstforperson i sit VL-netværk og underviser på CBS' bestyrelsesuddannelser i digitalisering, AI og cyber. Samtalen begynder med mangfoldighed, som Anja Monrad konsekvent har argumenteret er et forretningsspørgsmål og ikke et etisk. Det interessante er, at hun selv blev fanget: Hun havde tjekket sit globale lederteam for køn, alder og etnicitet, men opdagede på et bias-kursus, at hun havde ansat udelukkende ekstroverte. Da Dell købte EMC, fik hun for første gang lov at sætte et team fra bunden, og valgte at tackle diversitetspørgsmålet direkte. I 2008 fik Anja en hjerneblødning under en skiferie i Frankrig. Lægerne kunne ikke sige, hvordan hun ville være, når hun blev udskrevet, og blødningen er stadig ikke et lukket kapitel. Alligevel valgte hun at fortsætte sin internationale karriere. Vi kommer også omkring AI - for skal man overhovedet have en AI-strategi? ## Medvirkende Vært: Annelise Vedel, Aetheon Gæst: Anja Monrad, bestyrelsesforperson og rådgiver Varighed: 37:37 ## Kapitler - 00:00 Intro og præsentation - 00:42 Indvandrerbarnet, der lærte diversitet fra bunden - 02:04 Mangfoldighed som forretning, ikke etik - 05:01 Hvad gør man, når man opdager sin egen bias? - 07:26 Dell og EMC: to kulturer og en word cloud - 11:41 De klassiske fejl som ung leder - 17:55 Hjerneblødningen i 2008 og valget om at fortsætte - 23:20 Åbenhed som ledelsesredskab - 25:22 Rammer AI os alle lige positivt? - 30:30 Mellem dommedagsprofeter og jubeloptimister - 31:51 Bestyrelsen: forretningsstrategi før AI-strategi - 35:53 Ét råd: lav det, der giver energi - 37:08 Afrunding --- Brydningstid er en erhvervspodcast produceret af konsulenthuset Aetheon. Vi arbejder i og med forandring hver eneste dag og er oprigtigt nysgerrige på, hvordan ledere håndterer turbulens, ny teknologi og kravet om konstant at følge med markedet. Derfor inviterer vi ledere med forandringserfaring og som selv sidder midt i udefra- eller interne forandringer til en ærlig snak om teknologien, der ændrer os, hvad der virker, hvad der ikke virker, og hvordan man selv bliver stående, når alt andet ryster. Værter er Annelise Vedel og Klaus Silberbauer Abonnér på Apple Podcasts, Spotify eller hvor du finder dine podcasts. Følg os på LinkedIn: Aetheon Consulting.
- Transcript
- Chapters




