
transcript
show notes
I femte episode handler det om NÆRVÆR.
For vi er mere forbundne, synlige og tilgængelige end nogensinde. Men er vi egentlig mere nærværende?
Ledere og politikere forventes at være professionelle, kontrollerede, personlige og autentiske. Helst på samme tid. Og gerne foran et kamera. Men hvordan er man et ægte menneske i en verden, hvor stadig mere af vores kommunikation foregår gennem skærme, sociale medier og kunstig intelligens?
I denne episode taler Tom Bue og Kresten Schultz Jørgensen om forskellen på at være synlig og at være til stede. Om forsiden og bagsiden af ledelse, om perfektionens begrænsninger og om det menneskelige møde som en måske stadig mere knap ressource.
Gæsten er Mette Nørgaard, dansk-amerikansk ledelsesrådgiver med base i New York, der gennem næsten 30 år har arbejdet tæt med internationale topledere. Hun er forfatter til blandt andet TouchPoints og den aktuelle Leading with Aliveness og bringer et anderledes perspektiv på ledelse, hvor krop, tænkning og menneskelig tilstedeværelse hænger uløseligt sammen.
For måske begynder god ledelse ikke med at træde frem, men med at finde ro. At mærke efter, før man handler. At kunne være til stede i de små møder, hvor to minutters opmærksomhed kan gøre en større forskel end endnu en stor strategi.
Samtalen bevæger sig fra Leonard Cohen og menneskets uperfekte sider til astronauter under ekstremt pres og ledere, der skal lære at tage deres egen puls, før de tager ansvar for andres.
Som altid i vores klubhus for ledere, rådgivere, beslutningstagere og nysgerrige mennesker er der plads til sidespor, perspektiver og den erkendelse, at verden sjældent bliver enklere af at blive forklaret.
Tom & Kresten – på nybruddets rand er et intellektuelt samtalerum om verden i opbrud. Et sted for mennesker, der ikke nødvendigvis mangler information, men søger perspektiv på de større forskydninger, der præger ledelse, politik, organisationer og offentlighed i disse år.