Er du godt kørende? Er du en god kollega?
Thomas og Allan ville gerne begynde hver vagt med et makkertjek, hvor man ser hinanden i øjnene og mærker, hvordan dagsformen er hos deres makker den dag. Camilla opfordrer til at melde åbent ud, hvis man har en dårlig dag. Reddere har højere risiko for højt sygefravær og psykiske skader, viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Og så er det vigtigt at have kolleger, som du kan se i øjnene og regne med, når det brænder på. Hvis du trives sammen med dine kolleger, er der meget, der kan lade sig gøre. I dette afsnit taler redderne Camilla, Allan og Thomas om, hvordan man kan blive en endnu bedre kollega. De taler om makkertjek, mobning og om at lytte mere til hinanden og vise tillid. Og om at sige farvel til den gamle John Wayne-machokultur, som tiden for længst er løbet fra. Medvirkende: Camilla Ellegaard, ST-instruktør og TR-suppleant, kører liggende sygetransport i hovedstadsområdet. Allan Beier, ambulanceredder-elev, tidligere politibetjent og tidligere formand for foreningen Thin Blue Line som støtter tilskadekomne politibetjente. Thomas Østergaard, paramediciner hos Falck i Tårnby med 12 års erfaring fra forsvaret. Bille Sterll, journalist og podcastproducent. Jingler: Audiojungle.